Lovsang til min advokat

22. marts 2009

Tilbage til lovens intention!

I går ringede min advokat. Efter tre uger var det lykkedes Københavns Kommune at finde min sygedagpengesag i arkiverne. Om mit – afsluttede – forløb i sygedagpengesystemet sagde han:

– systemet bærer præg af, at den enkelte sagsbehandler er bange for at vække mishag hos deres overordnede.

– sagen er præget af de professionelles manglede overblik over, hvad det er for en person, de står overfor.

– sagen er præget af, at den enkelte professionelle, der er involveret, kun ser på sin egen delmængde af sagen, og at ingen har lyst til at tage det overordnede ansvar.

Og så er det jo et fantastisk held for mig, at mine forældres barndomsven, ganske vederlagsfrit, påtager sig det overordnede ansvar for, at min arbejdsprøvning på jobcenter ikke ender som min sygedagpengesag, nemlig med – ingenting.

HAN danner sig et overblik. Med enkle spørgsmål indkredser han, hvor mit problem, i forhold til arbejdsmarkedet, ligger, og konkluderer:

– de huller, du kunne udfylde, er der sikkert allerede nogle andre, hurtige mennesker, der tager sig af, ud over deres fuldtidsjobs. Folk der har bevist, at de kan levere.

Han lægger stikord ud, så jeg kan forklare, hvor mine problemer er, i forhold til de praktiske/logistiske problemer, der opstår, når man som ADHDer får et barn.

Og forsigtigt, forsigtigt taler han med mig om min mand, og danner sig, mens vi tale hverdagsliv, et billede af, hvad min mand kan rumme – hvor hans styrker ligger og hvor han må give op.

Til sidst spørger denne lille, tætte vestjyde på godt 60: Og hvor i alt det her er der så plads til at være dig? Hvad er det, der får dig til at stå op om morgenen?

Jeg er målløs. Er jeg til møde med min advokat, eller er jeg på ø-lejr?? Det slår mig, at dygtige psykologer ofte kunne gøre mindst lige så meget for deres klienter, hvis de var blevet jurister. For slet ikke at tale om teologerne – I juraen er der virkelig et kald for personer, der er optaget af ‘etik og mødet med det enkelte menneske.’

For første gang, siden min diagnose begyndte at give mig vanskeligheder, møder jeg en professionel, der vælger at prioritere mig, som individ, frem for, eksempelvis:

sin fritid, sin indtægt, en spændende arbejdsopgave, en spændende karrieremæssig kontakt.

Han vælger min sag, fordi han føler sig forpligtet på de mennesker, der omgiver ham og fordi han har en faglig og menneskelig stolthed. Han vil andre mennesker.

Ligesom min psykiater, ønsker han, at samfundet ville opføre sig redeligt overfor sine borgere. (Men sundhedssektoren har beklageligvis ingen rettigheder overfor den praktiske/juridiske del af det offentlige system.)

Og det ville jeg også. For der er ingen rimelighed i, at jeg får min sag behandlet efter lovens intention – det, der var meningen med loven, da den blev vedtaget –

Mens andre, der ikke har energiske, engagerede advokater i deres omgangskreds, må nøjes med at få deres sag behandlet efter lovens bogstav – altså sådan, som man kan vælge at læse loven, hvis man som sagsbehandler i det offentlige system prioriterer et smil fra teamlederen, frem for en besk kommentar og en fyreseddel i næste nedskæringsrunde.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: