Ååårhh, arbejdsprøvning

27. marts 2009

“Jeg forstår det godt – jeg kan bare ikke gøre det!”

Det er utroligt, så indgroet det er hos alle mennesker, at har man problemer på arbejdsmarkedet, så er det fordi man er: dårligt formuleret, uden paratviden, ude af stand til at tænke abstrakt. Hvis det da ikke er fordi, man har nogle fysiske skavanker.

Egentlig synes jeg, jeg har brugt de første syv poster + ‘about’, her på bloggen, på at prøve at forklare, hvad det var, jeg kunne – og at komme med et diskret fingerpeg om, hvor det var, de hellere måtte dæmpe deres forventninger.

Men nej: værsgo’, her er dine tasteopgaver! Du skal gå frem i denne her rækkefølge, for at oplysningerne kommer til at ligge som de skal, i vores database, på vores server.

Nåh ja. De er enormt søde. De gør alt for, at der skal være rart at være. Og der er faktisk ikke rigtig andre, der har tid til at lave de indtastninger oveni alle deres andre opgaver.

Så jeg er villig til at forsøge:

Hvordan var det nu? Databasen skal have de nye oplysninger lagt ind, som vores kunder har sendt på mail. Udgangspunktet for hver indtastning er et sted. Ja. Jeg opretter dét her sted. Var det med dobbelt-a eller bolle-å? Tilbage og kigge på mailen. Hvad var det nu for en mail, jeg havde åbnet. Denne her? Jamen så er det jo det forkerte sted, jeg har skrevet på. Jeg tog navnet på gaden, i stedet for navnet på hotellet. Nå. Hvad hed hotellet? Lort, nu trykkede jeg….  – Hvordan åbner jeg mailprogrammet igen?  – Højreklik?  – Man kan da ikke  højreklikke på en Mac, der kun har en mus-tast! – Med ctrl, ok. Hvor sidder ctrl på sådan en fætter? Der. Mailprogram åbnet igen. Hvad var det nu for en mail, jeg var ved at kigge i? Den dér, dén kan jeg kende! OK. Nej, de oplysninger lagde jeg ind, lige før. Den er jeg færdig med. Nå. Jeg må vist hellere bare kigge i alle mails fra en ende af. De her er jeg heldigvis færdig med. Næ, hov! Denne her er jeg da kommet til at springe over. Hvor er “mark as unread” i det her mail-program?? Ikke i den her værtøjslinie. Nå, der er det! Hov, hvor blev det af? Jeg så det lige der, hvorfor kan jeg ikke se det mere? Nå, nu må jeg tilbage til den adresse, jeg var i gang med.  Jeg husker nok, hvad det var for en mail, jeg sprang over. Hvilke mails fik jeg kigget i? De her tjekkede jeg i hvert fald. Starter med at tjekke, herfra. Den her er ordnet. Men skrev jeg det husnummer på? Det kan jeg ikke tjekke op på nu. Hvis bare, jeg kunne finde “mark as unread”, kunne jeg vende tilbage til det. Men den funktion kan jeg ikke lede efter nu. Nå. Her var den mail, jeg ledte efter. Kopierer gadenavnet, sådan. Nej! Ikke gadenavnet. Det var navnet på hotellet, der skulle stå øverst. Godt. Hvad nu? Hvorfor får jeg ikke et nyt skærmbillede? Måske skulle hotellet ikke være taste ind, manuelt. Kan det hentes i en mappe? Dér ligger det. Det kommer ikke ind på skærmen. Dobbeltklik? Næ.. Højreklik, da? Hvordan var det nu, man højreklikkede på denne her Mac? Sådan, godt. Det var hotellet – så videre til næste mail. Nå, nej, gadenavnet skulle jo også med. Det skal vel stå her. Husnummeret, står det i samme box, eller i den, nedenunder?  Hvis det står i den anden box, skal postnummeret nok være her. Eller er det omvendt? Denne her? Til by eller postnummer? Sådan. Ja, det ser ud til at fungere. Hvorfor duer det nu ikke? Det her forstår jeg ikke! Hvordan gjorde jeg på den foregående? Den lukker jeg op og ser om dén plads er til husnummer, by eller postnummer. Nåh, ja! Dén box var til åbningstider. OK. Husnummer dér, postnummer dér.  Godt. Jeg går tilbage, og gør det på samme måde. Hvor er det nu? Der står igenting.. Pokkers! Glemte at gemme, før jeg forlod skærmbilledet. Nå, forfra. Hvor var mailen..? Her. Kopierer gadenavnet. NEJ! Ikke gadenavnet (hvordan kan jeg blive ved med at glemme det?) Navnet på hotellet. Sådan. Hvorfor får jeg ikke et nyt skærmbillede? Hvad sker der? Nåh, ja! Jeg skal hente hotelnavnet i en mappe i databasen. Jeg dobbeltklikker på mappeikonet og se så…. Hvad nu? Nåhr, det var et højreklik. Ctrl, hvor sidder du på det her tastatur? Godt. Her har vi mappen. Hvad var det nu, dét hotel hed? Tilbage til mailen. Bare jeg har ladet den stå åben. YES! Den er her! Neeej – glemte at gemme før jeg forlod skærmbilledet til databasen. – Om jeg er færdig?? – Det kommer an på, hvad du mener med spørgsmålet!  – Er faktisk ret træt i hovedet – kunne godt bruge noget frokost og KAFFE.  – Nej, jeg har ikke alle mails tastet ind – kommer nok til  at bruge et øjeblik på det, efter frokost…

Mens jeg sidder og ordner oplysninger, der ikke siger mig noget, og derfor er svære for mig at huske, efter et system, der ikke har nogen ‘logik’ eller ‘historie’, der gør, at dét er til at huske, sætter min hjerne ind med alle mulige stress-relaterede julenumre:

Først begynder det at blive tåget, mellem mig og skærmen. Jeg går ud og drikker et glas vand i køkkenet og fortsætter så, med sammenknebne øjne, så jeg kan se gennem tågen. Jeg arbejder et kvarter mere.

Så bliver jeg svimmel. Et øjeblik har jeg følelsen af, at jeg er Titanic og min skærm er et isbjerg, og at jeg om et øjeblik sejler ind i isen for fuld kraft. Jeg rejser mig, går hen og åbner vinduet og fylder lungerne med frisk luft. Så sætter jeg mig ned og arbejder videre.

Jeg ved, at den oplevelse, jeg har, af at gulvet gynger, ikke er reel. Det er en del af min hjerne, der diskret gør opmærksom på, at den er træt og vil hjem. Jeg er ligeglad. Faktisk ville det være en fed fornemmelse, at gøre det her færdigt!

Før jeg begyndte at få methylfenidat (det, der i daglig tale går under navnet Ritalin) havde jeg været nødt til at opgive. Allerede det, at skrive på Mac, i stedet for PC ville have forvirret mig grundigt. Skiftet mellem to programmer, mail- og database-program ville have været for overvældende. Og hvis det ikke havde væltet mig, ville jeg være løbet sur i, at der er forskel på det skærmbillede, man skal bruge, hvis man skal oprette et ‘hotel’, en ‘bed-and-breakfast’, eller en ‘feriehytte’. Det ville jeg aldrig have fundet rede i.

Dengang var jeg på kanten af panik, når jeg kunne mærke, at overblikket forsvandt. Inden jeg fik min diagnose, forstod jeg overhovedet ikke, hvad der skete, når jeg mistede overblikket, eller når stress-symptomerne dukkede op. Jeg gav mig selv skylden – jeg kunne jo bare lade være med hele tiden at tænke på noget andet, og koncentrere mig i stedet for.

Jeg blev bange, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forklare til andre, hvad der gik galt. Jeg forstod jo godt, hvad jeg skulle lave, når jeg fik det vist af andre – jeg glemte det bare, så snart jeg sad med det selv. Og jeg vidste, at ingen ville kunne forestille sig, hvordan man ‘bare kan glemme’ nogle få, simple oplysninger.

Det, jeg, udover behandlingen, synes er godt, ved at have fået denne her diagnose, er at jeg har fået løst mysteriet om, hvorfor jeg, på en gang, har utrolig let ved at forstå en instruktion – og utrolig svært ved at udføre samme instruktion.

Reklamer

En kommentar to “Ååårhh, arbejdsprøvning”

  1. lars grønborg Says:

    Kender det alt for godt….
    Held og lykke!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: