Ja, det oplever jeg hele tiden!

3. august 2009

“Som så ofte før når det drejer sig om handicappede er det ikke først og fremmest ressourcer der mangler. Men der er brug for energi til at prøve nye løsninger, mod til at forsøge sig frem. Og frem for alt fantasi.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (tidligere brugt) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 111.)

Ja, i velfærdssystemet virker ‘medarbejderen på gulvet’ først og fremmest drevet af angst for at ‘gøre noget forkert’.
Interessant nok er der stor forskel på, om man henvender sig i en del af systemet, hvor pengene er knappe, eller man taler med en person, der faktisk har bevillinger, han eller hun kan trække på.
Angst og forvirring præger medarbejderne i de ressource/pengesvage dele af min kommune (fx. sygedagpenge og dem, der skal tage sig af syge eller handicappede voksne.)

Når det drejer sig om hjælp til at tage sig ansvarligt af sine børn, er der flere midler og rolige, velovervejede medarbejdere.

Jeg gad vide, om det er fordi de kompetente medarbejdere søger der hen, hvor det faktisk er muligt at gøre noget for borgerne. Eller om medarbejderne i alle afdelinger er ca. lige dygtige, og det bare handler om, at mere tid og flere handlemuligheder, i forhold til den enkelte borger, også giver mere overskud til at gøre sit arbejde godt?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: