Hi, there –piece31

How do you introduce yourself to a potential employer, when you are an analytic, creative academic – – with a brain disorder, that requires special work conditions for you as an employee??

Piece-of-Mind is my attempt to show the creativity and analytic forces I posses and, at the same time, introduce the problems that my ADHD is giving me at work.

Why an English expression?

This expression can be interpreted on many levels, in the context of both brain disorders, modern attitudes to work, blogging and creativity.

There is no Danish slang for a hand weapon that’s pronounced like the Danish word for ‘peace’.

In Danish, we have one word for the letters you drop in a mail box and another one for the letters of which the alphabet consists.

The Piece-of-Mind idea could only be build around the English words.

It’s part of the point, however, that a person having the ADHD diagnosis is called a “letter-child” [bogstav-barn] in every day Danish. (‘Letter‘, because no one would be able to remember what the four letters, a-d-h-d, meant, and how those words translated into Danish. ‘Child‘ because only children had the diagnosis, originally.)

ADHD and creativity.

I believe that many people diagnosed with ADHD ‘with a silent H’ (‘without hyperactivity’) knows the fascination of letters, sound, rhythm, colour, form, facial expressions and human movements. Particular aesthetics makes us loose ourselves and our sense of time, space and current situation to a state of pure sensing, that’s incredibly inspiering.

On the internet, adult ADHD is not very systematically described in Danish (Though very well written Danish books about adult ADHD does exist). The Danish Wikipedia article on the subject is very inspired by Scientology’s view upon the subject.

The English Wikipedia article about ADHD in adults seems very reliable. (You might want to skip the four first paragraphs and go directly to: Symptoms, for a general understanding.)

Best,

Piece of Mind.

By the way: This ‘letter art’ is my first experiment in visual communication in 25 years. So please, be overbearing…

6 kommentarer to “About Piece of Mind”

  1. lars grønborg Says:

    Har fulgt dine indlæg med interesse;de er knivskarpe-og vi er i samme båd-bortset fra at jeg er mand!
    Hellere en god original end en dårlig kopi!

    Hilsen og held og lykke

    • PoM Says:

      Hej Lars – Tak for de pæne ord! Og dejligt at høre fra en læser – det sjove ved at blogge er, at der hører en elektroniske læserstatistik til, og man kan se, at der faktisk er nogen, der klikker ind, og læser hvad man skriver (eller kigger billeder, som Andy Warhol) Nu kender jeg så endelig en af dem, der klikker forbi! Dejligt!

      – PoM

  2. M Says:

    Hej PoM
    Jeg har læst nogle af dine indlæg her på siden og jeg føler, at dine vanskeligheder er næsten præcis som mine. Jeg fik diagnosen ADHD som 26-årig og efter først at have betvivlet diagnosen er mange brikker faldet på plads. Det er imidlertid svært at forklare mine omgivelser hvilke problemer jeg kæmper med fordi de ser mig som “normal”. Jeg virker nok normal fordi jeg kan kompensere i et vist tidsrum, men fungerer ikke i normale rammer et vist antal timer pr. uge i lang tid. Jeg er igang med mit speciale og overvejer fremtiden med en vis gro. Jeg ønsker brændende at finde rammer, som fungerer for en som mig, fordi jeg egentlig ikke føler, at der er noget afgørende galt med mig, og har haft svært ved at sætte ord på præcist hvilke vanskeligheder jeg frygter. Det er dejlig at høre om en, der beskriver stort set de vanskeligheder jeg har oplevet i jobs indtil nu. Det kunne være fedt at skabe et arbejdsmiljø på akademisk-niveau, hvor de ever, som vi har, men ikke altid kan strukture og formidle i sammenhængen, kan blomstre.
    Tak for din blog
    M

    • PoM Says:

      Hej M,

      God fornøjelse med specialet – Jeg var ikke diagnosticeret og kendte ikke diagnosen, da jeg skrev speciale. Men når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se, at jeg havde problemer med at fokusere og at jeg havde en masse fysiske stress-symptomer. Mon ikke det er lidt nemmere at håndtere, når man ved hvad det er?

      Hvis jeg blev færdig nu og havde min diagnose, ville jeg (i bagklogskabens lys) prøve det her: jeg er medlem af Magisterforeningen, men de kan ikke hjælpe mig. Ironisk nok er det dels fordi de har så mange medlemmer med den samme type problem, at de er overbebyrdede, dels fordi de kun er gearet til at hjælpe medlemmer der fungerer inden for rammerne af overenskomsterne – at skabe bedre plads i de overenskomster, de selv er med til at vedtage, ser ikke ud til at stå særlig højt på dagsordnen.

      Jeg tror, det bedste, du kan gøre, er at melde dig ind i en af de store handicaporganisationer for at få råd og støtte der. (De Samvirkende Invalideorganisationer eller Dansk Handicap Forbund. Jeg har ikke fået meldt mig ind i en endnu, men jeg synes, det ser ud til, at de har overblik og forstår medlemmernes situation.) Vores egen forening, ADHD-foreningen, er alt for nystartet til at sætte sig ind i vores problemstilling (selv i ADHD-foreningen, kan vi betragte os selv som atypiske!).

      Og forbered dig på, at du får ‘et job’, så snart du er dimitteret, og det job går ud på at at følge din sag om fleksjob, personlig hjælper, eller hvad du oplever, du har brug for, fra din kommunale forvalning. Dit ‘nye job’ med at følge din egen sag, vil sikkert ramme lige ind i dit handicap, for det er en stor udfordring for vores eksekutive funktioner, at skulle holde styr på sagsbehandlingstider, klagefrister samt de telefonnumre og tidspunkter, hvor man kan komme i kontakt med de sagsbehandlingsteams, der, hvis du ikke bombarderer dem med breve og telefonopringninger (mails ignorerer de fuldstændig) lader din sag glide nederst i bunkerne. – Til gengæld kan man komme til at holde af at læse lovtekster og relatere dem til sin egen sag.
      Om du kommer til at gøre din sag til et deltidsjob, tror jeg kommer an på, om du bor i en kommune, der er veldrevet eller ‘kaotisk’ – Hvis den er ‘kaotisk’, så er det ‘survival of the fittest’. De svage, der ikke har kræfter til at følge op på deres egen sag, får ikke den hjælp, som loven giver dem ret til i den type kommune.

      Sørg for at komme i a-kasse, og følg kurserne i jobsøgning osv. der. Bliver du ledig i længere tid, tror jeg, at de virksomhedspraktikker, man bliver tilbudt, kan være gode til at være med til at afklare, hvad det er for nogle ting, man har svært ved at klare og om man har brug for at arbejde mindre end fuld tid.
      Hvis du samtidig lægger energi i din a-kasses tilbud og i at få tilkendt den støtte, du har brug for, i offentligt regi, så kan du bagefter lægge al den energi, du nu engang har, i den jobfunktion, du ønsker dig.

      Heldigvis er der jo også med internettet kommet meget bedre mulighed for at have en mini-virsomhed, der tilbyder et niche-produkt. – Jeg tror, der er mange af vores type, der kan trives bedre som små iværksættere eller selvstændige end som almindelige lønmodtagere. – Desværre er det svært at få økonomisk støtte til at starte selv. – Til gengæld er der i mange kommuner mange gratis kurser i marketing, regnskab osv. for iværksættere. Men man skal nok prøve nogle forskellige job-funktioner i virksomheder, før man får ideen til et produkt eller en ydelse, man kan tilbyde som selvstændig.

      – I den forbindelse kunne det være oplagt at lave et kontorfællesskab for veluddannede iværksættere med særlige behov på arbejdsmarkedet. Det er flere år siden, jeg foreslog Københavns Kommune det. – Hvilket nær havde resulteret i, at en sagsbehandler tog mig og smed mig ud – sådan helt koporligt! Jeg havde nemlig ikke aftalt tid, da jeg kom og afleverede ideoplægget.

      Tak for din kommentar – vi må gøre noget ved det kontorfællesskab, når du bliver færdig.

      Knus, PoM

  3. M Says:

    Tak for dit lange svar til mig. Det er helt sikket ting jeg vil overveje.

    Jeg ved ikke om det er næmmere, når man har fået diagnosen. Det har gjort det nemmerer at strukturere og jeg har mindre skyldfølelse over at må sige nej til andre for at beholde min struktur. Men jeg synes også det er svært at have fået diagnosen fordi der ikke er noget håb om at det skulle forsvinde ved tilfældighed eller ved min egen kraft. Det er svært at acceptere at man har nogle hindringer som gør en mindre medgørelig og derfor ikke e nogen god “invistering”. Det er selvfølgelig ikke invisteringer som livet handler om men noget helt andet. Imidlertid vil man jo gerne gøre det godt for de menneske omkring en og denne diagnose får mig til at betvivle om det er egoistisk at ønske sig kæreste, børn og job, når man ved at man ikke vil kunne overskue det lige så godt som andre. Derfor må man vælge vil jeg mene. Jeg tror at hvis jeg skal have et godt job får jeg ikke overskud til en kæreste og børn i mit hjem. I det hele taget overvejer jeg om det er uforsvarligt at ønske sig børn, hvis man er psykisk ustabil. Det er en svær erkendelse, synes jeg. Netop fordi man aldrig tidligere har placeret sig i en gruppe af mennesker, som ikke kunne. Jeg har altid haft håb om en løsning, jeg bare skulle finde.
    I længden er det selvfølgelig bedre at vide, så man ikke skuffer for mange ved at tro man kan noget, man ikke kan.
    Forhåbenligt kan man så meget andet så (-:

    mvh
    M

    • PoM Says:

      Hej M,

      Selv tak! Det var insprerende, hvad du skrev.

      Jeg genkender også mig selv i mange af de ting, du skriver, fx:

      1: ‘Jeg føler egentlig ikke, der er noget grundlæggende galt med mig.’ – det tror jeg, man skal holde fast i!

      2: Hvor svært det er at skulle sluge, at man altid vil være ‘mindre medgørlig’, og have mindre personligt overskud, når man egentlig altid havde håbet, at en løsning ville vise sig – eller at man ville ‘knække en kode’, som alle andre åbenbart allerede kender.

      3: På den ene side elsker man sine ‘neuro-gennemsnitlige’ venner, på den anden side kan man ikke længere tillade sig at identificere sig med dem – for de kan jo overkomme meget mere.

      I din alder ville jeg ikke udelukke job, kæreste og børn på en gang. Men jeg tror, det er vigtigt, at man tager et skridt ad gangen og ikke blindt kræver af sig selv, at man skal nå det hele. Mon ikke det gælder om at mærke efter, om der er overskud til mere? Når man har fundet en ligevægt i forhold til job, kan man mærke efter, om der er energi til en kæreste. Fungerer job og kæreste sammen og kan kæresten forstå, hvilke hensyn, man har brug for, kan man mærke efter igen og hvis der er noget ekstra overskud, kan man vælge at få et barn, hvis man er sikker på, at det er nærvær til et barn, man ønsker at give verden. (også selvom det skulle koste en en del af arbejdsevnen og overskuddet til at dyrke venner og personlige interesser). Hvis de rammer, du har bygget op, fungerer for dig, så er du vist ikke mere egoist end alle andre, hvis du ønsker dig lidt mere.

      Jeg tror også, det har meget at gøre med, hvad man brænder for. Hvis man brænder for at være sammen med babyer, så kan man også godt klare at have en (også selvom man ikke har en kæreste). Det, man ikke brænder for, det man godt kan vælge fra – det skal man vælge fra, det tror jeg, du har ret i. (Det havde jeg faktisk tænkt at skrive et indlæg om!). Mindst af alle bør ADHD’ere vælge noget til i deres liv, bare fordi gennemsnittet har det – og siger, det er så godt.

      Forskellen på sådan nogen som os og alle andre, er nok mere, at vi ikke bare kan gå ud fra, at vi kan klare så meget som ‘alle andre’ – at vi magter at ‘feje op’ efter så mange af vores egne fejlvurderinger, som gennemsnittet gør. Vi skal hele tiden selv mærke efter, om de rammer vi har fungerer, eller om vi skal lede efter noget andet – og hvad ‘noget andet’ er, det kan neurogennemsnitlige ikke rigtigt byde ind på. – Det skal være ‘et rum, hvor der er pladst til os’ og det, vi brænder for. Det er nok også vigtigt, at man selv er villig til at acceptere, hvis man fungerer bedre i nogle andre rammer end gennemsnittet, i stedet for at for at forsøge at passe sig ind – bare fordi andre ser ud til at trives med det. – Men hvis din drøm rent faktisk er et hjem med kæreste og børn, så skal du også nok få det til at fungere, hvis bare du ikke presser dig selv eller vælger en eller anden stodder/fruentimmer, der ikke er klar på, at du har har brug for mere plads.

      Ja, det kan være egoistisk at love mere end man kan holde – men for det meste er det sig selv, man skuffer, synes jeg. Mine neurogennemsnitlige venner ser ikke ud til at have et problem med, at mit liv udvikler sig efter en anden logik end deres. Hvis de havde et problem med det, ville vi nok ikke være blevet venner i første omgang – man skal jo selv have både pondus og dybde, og være i stand til at se et menneskes særlige kvaliteter, hvis man ‘investerer’ i sådan nogen som os.

      Knus,

      PoM


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: