– Enlige forsørgere skal særbehandles i økonomisk henseende, specielt i forhold til vuggestuer og børnehaver samt boligforhold.

– Arbejdsmarkedet gøres mere fleksibelt, dvs. at en langt højere grad af mulighed for for fleksible arbejdstider og deltid bør etableres.

– Bedre mulighed for uddannelsesorlov på økonomisk tilfredsstillende vilkår.

– Skærpelse af Arbejdsmiljøloven, specielt vedrørende forhold som arbejdstempo, arbejdstid, og psykisk arbejdsmiljø.

– Bedre rehabiliteringsmuligheder for svage og udstødte grupper.

– Differentieret afgift på sunde madvarer.

Af og til dukker der et tiltag op, der skal vise, at regeringen, kommunen eller hvem det nu er, er socialt ansvarlige – og læser Sundhedsudvalgets anbefalinger. Men det er tiltag, der er ‘klistret udenpå’ de eksisterende strukturer på arbejdsmarkedet eller i samfundet generelt.

Eksempelvis kan man søge om fleksjob – og hvis man efter en lang og brav kamp opnår adgang til ordningen, så bliver man kompenceret for, at man ikke har et fuldtidsjob. Fint nok.

Men nu er der jo ingen der siger, at en indkomst, der svarer til indkomsten fra et fuldtidsjob, er bydende nødvendig for alle. Det kommer meget an på, hvor meget man betaler for sin bolig og hvad man ellers har af faste udgifter. Og ikke mindst, jvf. ovenfor, om man er alene, eller om man er flere om at dele de faste udgifter i husstanden.

Som nævnt tidligere, er det ret vanskeligt at finde et akademisk deltidsjob – eller bare ‘nogle timer om ugen’ med akademisk arbejde.  – Og det er da slet ikke noget, man bliver tilbudt, hvis man fortæller, at det ville passe en godt, fordi man har et neurologisk handicap. Nææ, ellers tak – vi finder en kvik studentermedhjælp!

For en person som mig, ville det, at det var almidelig praksis, både at udbyde og at søge ‘akademiske ministillinger’, hvor man kunne bruge sine akademiske kernekompetencer, betyde, at jeg kunne tjene nok til, at min families samlede budget kunne hænge sammen, uden at jeg behøvede at modtage nogen former for støtte fra staten/kommunen. Men det ville kræve, at man ændrede på, hvordan man grundlæggende skruer overenskomster sammen, og hvilke forestillinger man gør sig om, hvad en akademisk medarbejder er.

– Og i øvrigt skulle der gøres op med ideen om, at hvis man gør det nemmere at arbejde få timer pr. uge, så vil der, samlet set, blive udført mindre arbejde i samfundet pr. tidsenhed. Jeg tror, den ide er et uheldigt udslag af sund fornuft, der ikke er efterprøvet  statistisk.

Anbefalinger fra: De nye sygdomme – en debatbog. Udgivet af Den almindelige danske lægeforening i 2000. (Citat fra side 143.)
Bogen er delt ind i afsnit, der tager sig dels af symptomer, dels af mulige grunde til opkomsten af sygdommene i nutidens samfund. Hvert afsnit slutter med et bearbejdet referat af Sundhedskommiteens tværfaglige arbejdsgruppes diskussion af hver enkelt tekst.

Reklamer

Der er forskel på studium og arbejde. På arbejdet er orden og organisering tit mere vigtige end kernen i de akademiske kvalifikationer, man oparbejder på studiet. Desuden ligger studieliv og arbejdsliv typisk i to forskellige perioder i voksenlivet.

Som studerende i begyndelsen af tyverne, havde jeg meget få andre forpligtelser og ting, jeg var nødt til at organisere og huske på, hvilket var en stor fordel for mig.

Jeg brugte mine aftener på at studere, ikke fordi jeg havde afsat tid til det eller planlagt det, men fordi jeg havde lyst til det og fordi der var plads og ro i mit liv til, at jeg kunne gøre det.

Jeg blev færdig som cand. mag fordi både formen – med gode venner blandt studiekammeraterne og min mulighed for at studere, når jeg var frisk til det – og indholdet, det faglige, var lystbetonet at beskæftige sig med og være en del af.

Faktorer, sammenlignet ved henholdsvis:

Akademisk studium – Akademisk arbejde:

  • Min motivation: 1) Mine venner på studiet. 2) Glæde ved faget og ved at lære.  –  Kollegerne, efteruddannelse.
  • Krav til generel evne til at organisere, strukturere arbejdet og gemme vigtige oplysninger systematisk: Begrænsede.  –  Høje – disse generelle kvalifikationer er ofte vigtigere end kernen i den akademiske medarbejderens faglighed og analytiske evner.
  • Andre forpligtelser i den periode af mit liv: Mit rengøringsjob, tre timer pr. uge.  En meget enkel en-personers husholdning. Mine venner. Deltagelse i planlægning og drift af familiehusholdning. Deltagelse i planlægning og praktisk opgaver omkring et barn. Parforhold. Kontakt til ældre familiemedlemmer, børnefritidsaktiviteter, møder i mødregruppe, skole/institution, møder i beboerforening, antenneforening osv. osv. Professionel networking, efteruddannelse. Forsøg på vedligehold af venne-forhold.
  • Arbejdsdagen starter: Hen på eftermiddagen, når jeg var mest klar i hovedet – varede ofte til over midnat med indlagte pauser og svinkeærinder.  – Mellem kl. 8.00 og 9.30.
  • Arbejdstempo: Mit eget.  – Virksomhedens, kollegernes generelle arbejdstempo.
  • Obligatorisk fremmøde pr. uge: 0 timer. Mine otte timers forelæsning pr. uge var valgfrie, så hvis man havde en dårlig dag, kunne man blive hjemme og arbejde med teksterne. Har aktivt brugt max. 15 timer pr. uge på studier*.  –  30 – 37 timer.
  • Succeskriterium: Er udførligt beskrevet i studieordningen for hvert fag. (For mig personligt var succeskriteriet en middelkarakter ved eksamen). –  Findes inde i chefens hoved. Ofte bliver det ikke defineret, før opgaven er (forsøgt) løst.

*Jeg brugte maksimum 15 timer om ugen på at overvære forelæsninger, læse, skrive opgaver, mødes med studiekammerater i læsegrupper osv. Men det betyder ikke, at jeg ikke skænkede mit studium en tanke, når jeg ikke lige var i gang med en af de aktiviteter.

Tværtimod: jeg tænkte over faglige problemstillinger, når jeg fx var i gang med at gøre rent eller når jeg cyklede tværs gennem byen, pillede næse, tegnede kruseduller, fodrede ænder, gik tur, spiste frokost osv.
Mit fag og den måde, det kan ‘tænkes på’ var altid i min bevidsthed, fordi jeg var optaget af det. Havde jeg ikke haft tid til at gå og fordøje det, jeg havde læst, tror jeg ikke, jeg ville have nået at forstå, hvad studiet drejede sig om.

brezilcriterion

Filmplakat, Brazil, 1985, fra Criterion.

De grundlæggende barrierer, der vil møde en veluddannet person med en opmærksomhedsforstyrrelse på arbejdsmarkedet er:

1) Arbejdstempoet – vil være for højt og ADHDeren vil typisk have svært ved at overholde deadlines.

2) Logistikken omkring arbejdet: Alarmsystemet, lokalenumrene, etagerne, nøglerne, intranettet, log-ins og passwords, arkivsystemer, kommunikations-strukturer, datoer for møder/deadlines/rejser, bilag, dokumenter, billetter, computerprogrammer. ADHDere har behov for en meget enkel logistik omkring deres kerneydelse og de skal have plads til at begå flere praktiske fejl og til at vænne sig langsomt til ny logistik.

3) Fleksibilitet: Generelt er akademikere ‘generalister med mange funktioner’ på deres arbejdsplads. Det  fungerer ikke for ADHDere. De skal have ro omkring deres arbejdsopgaver. De bruger meget energi på at flytte deres opmærksomhed fra en arbejdsopgave, eller person, til en anden, så derfor skal de kun have en bold i luften ad gangen.

4) Mødetiden – det er umuligt at arbejde 9.00 – 16.00, når man som ADHDer først er i stand til at vågne et stykke op ad formiddagen. Mange ADHDere vil gerne arbejde fx. fra 12.00 – 16.00 og så tage en lang pause og så arbejde igen fra 20.00 – 24.00.

5) Arbejdsugen er for akademikere 30 – 37 timer – en del ADHDere kan ikke arbejde mere end 10 timer om ugen. Nogle stykker kan arbejde 20 timer og nogle få kan ansættes på fuld tid.

6) Arbejdsåret – ADHDere fungerer bedst fra medio februar til medio november. Det er de 3/4 af året, hvor der er mest (direkte eller indirekte) sollys i løbet af et døgn. Den mørkeste tid på året fungerer ADHDere og andre med særlige tilstande i hjernen ofte så dårligt, at de må melde sig syge. – Tænk bare på ordet ‘vinterdepression’.

7) Stresstærskel: Forventningerne til ADHDerenes arbejde skal være gennemsigtige og velformidlede. For at mindske alle risici for stress, skal virksomhedskulturen generelt være åben og præget af redelighed og tillid.

8) Virksomhedskultur: Gennemsnitsmedarbejderen forstår hurtigt hvilken attitude, man skal anlægge, for at overleve i virksomheden. ADHDere vil gå ned med stress, hvis det forventes af dem, at de skal ‘blende ind’ og ‘følge med strømmen’.

Jobsamtaler eller telefonsamtaler hvor det forventes, at ADHDere i høj grad identificerer sig med virksomhedens kultur, ‘sender de rigtige signaler’ og serverer ‘buzz words’ er som at bede ADHDere løse kvadratets cirkulatur.

9) Udfordringer: ADHDere har, i særlig grad, brug for stimulerende opgaver, der matcher deres interesser og evner. For få og for uinteressante opgaver gør arbejdsdagen lige så stressende for en ADHDer som for mange og for svære opgaver – ingen af delene er muligt for ADHDere at håndtere.

Alle ovenstående problemer relaterer direkte til ADHDeres særlige tilstand i hjernen. En person med en opmærksomhedsforstyrrelse kan, uanset hver højt personen måtte være uddannet, ikke arbejde i et job, hvor der ikke er taget hensyn til disse faktorer.

Tilstanden i ADHDhjernen er medfødt og ændrer sig ikke over tid. ADHD er altså en varig lidelse.

Men hvilke skånehensyn, den enkelte ADHDer har behov for, kan godt ændre sig i løbet af et arbejdsliv. Hvor fleksibel en ADHDer har mulighed for at være på sin arbejdsplads, kommer an på, hvor mange bolde ADHDeren har i luften i andre dele af sit liv – og hvor stabilt og overskueligt ADHDeren generelt oplever sit liv i en bestemt livsfase. Som folk er flest, bliver heller ikke ADHDere mere fleksible med alderen.

Se godt på ovenstående liste af barrierer, kære læser. Ingen af pukterne på listen drejer sig om, at veluddannede ADHDere er begrænsede i selve deres evne til at løse de akademiske opgaver. Det er den måde, vi har tilrettelagt det akademiske arbejdsliv, der udgør barriererne.

Barriererne handler alle om, hvilke forventninger til arbejdskultur den enkelte og samfundet har, når man siger: ‘medarbejder med akademisk baggrund.’

jakobsboeskov02

Jakob S. Boeskov, 2007, fra Statens Museum for Kunst.


NB: jeg har linket til love og bekendtgørelser på de hjemmesider, jeg introducerer i dette indlæg. Hvis du fører musen over linket, kan du se hvilket kapitel og hvilke paragraffer på siden, jeg henviser til. Du finder også en række links, om sygdom og juridisk hjælp, i spalten til højre for denne.

0.Hvis man af fysiske eller psykiske årsager har svært ved at tilpasse sig arbejdsmarkedet, er det vigtigt at have behandlere, man kan kommunikere ordentligt med. Læs derfor først mine indlæg:

Hvordan genkender jeg en god læge?

Hvordan genkender jeg en god psykiater?

Dine gode behandlere anbefaler dig en sygemelding – og nu tror du måske, at samfundet hjælper og støtter dig under din sygdom og stille og roligt får dig på benene igen. Sådan er det desværre sjældent.

Ofte er det sådan, at man får hjælp, hvis man har overblik og energi til at argumentere for, at man skal have det – og hvis man kender til de grundlæggende regler i sygedagpenge-systemet.

Hvis man ikke er vant til at færdes i de offentlige systemer, forestiller man sig måske, at den sagsbehandler, man får, selv fortæller en om regler, krav og muligheder i systemet. Men normalt er der ikke tid og overskud til det.

Derfor:

1. Find en bisidder.  – Det er ikke min intelligens, der fejler noget, siger du måske.  – Jeg kan godt føre en fornuftig samtale.

Det kan du sikkert også.

Men desværre er de kommunale sagsbehandlere så ophængte, at de har ikke tid til at læse borgernes papirer, eller til at sætte sig ind i, hvad forskellige diagnoser betyder i forhold til nutidens arbejdsmarked.

Derfor vil sagsbehandleren ofte tage beslutninger i forhold til dig og din situation, der bygger på, hvordan sagsbehandleren selv forestiller sig, din sygdom og arbejdsmarkedet spiller sammen, uden rigtig at forstå, hvad du har af problemer med helbred og arbejde.

Det kan være både meget forvirrende, og stærkt grænseoverskridende, at sidde overfor en person, der skal træffe beslutninger på dine vegne, uden at han/hun overhovedet forstår din situation. Ofte er det svært at holde fast i, hvad det er, man har brug for, når man slet ikke kan genkende sin sag eller sig selv i det, sagsbehandleren taler om.

Bisidderen kan hjælpe med at holde fast i det, der er din virkelighed, udenfor den kommunale sagsbehandlers trætte hjerne.

Der findes ikke nogen landsdækkende bisidder-ordning. Men spørg i den lokale afdeling af din fagforening, a-kasse eller patient-forening.

2. Få kontakt til en uvildig socialrådgiver. Aftal et møde med en socialrådgiver udenfor det offentlige system enten i din fagforening, a-kasse eller patientforening eller en uvildig socialrådgiver, der er stillet til rådighed på et hospital, et bibliotek eller en NGO – det kunne være sr-bistand.dk. Tag din bisidder med.

Forklar, at du er startet i et sygedagpengeforløb, forklar hvorfor du ikke er sikker på, du er fuldt funktionsdygtig på arbejdsmarkedet, når du forlader sygedagpengesystemet (efter max. 52 uger).

Spørg socialrådgiveren om, hvad du skal have sygedagpengesystemet til at hjælpe dig med, for at du er ordentligt forberedt økonomisk og erhvervsmæssigt, når du har været sygemeldt et år og skal til at forlade systemet.

Skriv en liste (eller bed din bisidder gøre det) over vigtige ting, du skal have afklaret med sygedagpengesystemet, på baggrund af den uvildige sagsbehandlers forslag – og bed socialrådgiveren læse og kommentere den, så du er sikker på, du fik det hele med.

Det er vigtigt, du selv fokuserer på, hvilke spørgsmål, du skal have svar på, for at komme videre. Før hver samtale med den uvildige socialrådgiver, skal du tænke grundigt igennem (evt. sammen med din bisidder), hvilke spørgsmål,  du ønsker at få svar på. Socialrådgiveren er der for at svare på konkrete spørgsmål. Ikke for at ‘rede dit kaos ud’ – eller for at overtage ansvaret for, at du får en fair sagsbehandling.

3. Visitation til gruppe 1 – 3: Når du sygemelder dig til kommunen, vil de på baggrund af diagnose og evt. lægeerklæring, placere dig i en gruppe, der henviser til din sygdomsprognose og din generelle egnethed til arbejdsmarkedet. Hver gang du ser din sagsbehandler, skal vedkommende tage stilling til, om du fortsat passer i den gruppe, du for øjeblikket er visiteret til.

Bliver du visiteret til gruppe to, vurderes det, at du er du i ‘farezonen’ for at ryge ud i et længere sygeforløb og derfor skal du møde ind en gang om måneden. Brug de mange møder til systematisk at forhøre om, hvordan man læser dine papirer fra behandleren, og hvad man har tænkt sig at gøre for at hjælpe dig.

4. Status-attest/lægeerklæring. Når du er længerevarende sygemeldt, vil sygedagpenge-systemt normalt bede en eller flere af dine behandlere om en statusattest. Det vil ofte være det, der står i statusattesten, der afgør, om du fortsat kan opfattes som sygemeldt, eller om sygedagpengesystemet beslutter at raskmelde dig.

Hvis du er sygemeldt fra et job (og ikke fra arbejdsløshed), vil du måske blive opfordret til en delvis raskmelding. Det er vigtigt, at du og din behandler er enige om, om det er fornuftigt i forhold til din sygdom. Tal med din behandler før du beslutter dig for en delvis raskmelding.

Det vil også være i statusattesten/lægeerklæringen, der er argumenterer for, at du fx skal arbejdsprøves, så kommunen kan finde ud af, hvor du måske har behov for støtte på arbejdsmarkedet, og hvor meget, du kan overkomme at arbejde, hver uge.

Sørg for en grundig samtale med din behandler før statusattesten/lægeerklæringen skrives – bed evt. selv om at få sat nogle tilføjelser ind.

Sørg for, at dine problemer og behov på arbejdsmarkedet står beskrevet tydeligt og let forståeligt i statusattesten/lægeerklæringen. I sygedagpengesystemet forstår de ikke kringlet lægesprog og latinske betegnelser. Det, der ikke er forståeligt, tæller ikke i sygedagpengesystemets travlhed.

5. Hav en kopi af statusattest/lægeerklæring med til alle møder med din sagsbehandler i sygedagpengesystemet – Giv også en kopi til din bisidder. Læs statusattesten meget grundigt igennem (eller få din bisidder til at gøre det) og sæt streger under de steder i attesten, der beskriver dit behandlingsforløb og dine behov/problemer på arbejdsmarkedet.

På den måde har du og din bisidder altid et sæt klare argumenter for, hvorfor du ikke skal raskmeldes, eller hvorfor du har behov for støtte på arbejdsmarkedet.

6. Lægekonsulent. Du ser sikkert løbende dine behandlere, og de forklarer dig, hvordan det forholder sig med dit sygdomsforløb. Muligvis er dine behandlere også blevet bedt om at skrive en statusattest til din sagsbehandler.

Men hvis sagsbehandleren er i tvivl om, hvad det, du siger, og det, statusattesten/lægeerklæringen siger, betyder, i  forhold til arbejdsmarkedet, kan han/hun spørge en lægekonsulent om en vurdering af din sag, i forhold til arbejdsmarkedet.

Sagsbehandleren kan tage vigtige beslutninger på baggrund af en vurdering fra den lægefaglige konsulent. Derfor er det vigtigt, at du med det samme beder om lægekonsulentens vurdering af dig på skrift.

Hvis lægekonsulentens vurdering af dig ikke er den samme som din egen behandlers vurdering, bør du straks klage over konsulentens vurdering. Husk, at du kun har en måned til at klage.

En lægekonsulent kan IKKE underkende, hvad en anden læge allerede har dokumenteret. – Forlyder det her. Der er andre kendelser fra Ankestyrelsen, der giver kommunens brug af lægekonsulenter mere plads. Men generelt vil man få medhold, hvis lægekonsulenten kommer med en overfladisk vurdering af et grundigt stykke arbejde fra hospital eller praktiserende læge.

Har din sagsbehandler nået at træffe nogle beslutninger på baggrund af den lægefaglige konsulents vurdering, skal du selvfølgelig også klage over sagsbehandlerens beslutninger, som jo er taget på et forkert grundlag.

Din sagsbehadler må ikke trække tiden ud, eller forsøge at ændre den lægelige vurdering af dig, ved at inforskrive nye journaludskrifter/statusattester/lægeerklæringer, hvis der ikke er sket en ny udvikling i din sygdom.

7. Sygedagpengeberettiget eller stationær helbredstilstand: Hver gang du ser din behandler, så spørg om behandleren mener, du stadig bør være sygemeldt. Hvis behandleren mener ja, så spørg hvad begrundelsen er. – På sygedagpengekontoret kan de nemlig kun forholde sig til meget konkrete grunde – også selvom du har en statusattest, der giver udtryk for, at dit sygdomsforløb ikke er slut.

Når din behandler har fået overblik over din sygdom og du er blevet opereret, trænet op og din medicin virker, og du på alle måder er på et ‘stationært niveau’ i forhold til den sygdom, der gjorde, at du meldte dig syg, så hører du faktisk ikke til i sygedagpengesystemet længere.

Stationært niveau betyder altså ikke nødvendigvis, at du er 100% funktionsdygtig på arbejdsmarkedet. Det betyder bare, at du har det så godt, man kan forvente, du vil få det, når du har fået behandlingen af din sygdom på plads.

På det tidspunkt, hvor din tilstand er stabil, skal der allerede være taget stilling til, om du er 100% funktionsdygtig på arbejdsmarkedet og du skal være godt inde i en arbejdsprøvning, hvis din behandler mener, du kan ende med at have en varig funktionsnedsættelse.

Skriv ned, hvorfor din behandler mener, du stadig bør være sygeldt. Hav notatet liggende i en plasticlomme sammen med statusattesten, så du har et svar, hvis din sygedagpengesagsbehandler lige pludselig mener, du bør raskmeldes.

Hvis du selv mener, du har behov for at være sygemeldt, men din behandler mener, du er klar til en raskmelding, er det vigtigt, du er ærlig overfor både dig selv og behandleren:

Er du udmattet? Smerter? Stresset? Angst? Deprimeret? Hvis du selv og din behandler er bevidste om det, kan du få hjælp. Hvis du har svært ved at sætte ord på din tilstand, skal du sige til din behandler, at du ikke føler, du magter at begynde at arbejde og at du behøver hjælp til at formulere hvorfor.

8. Ressource-profil. I sygedagpenge-systemet vil man skrive en ressourceprofil, der handler om hvilke evner og muligheder, du har på arbejdsmarkedet. Der skal også stå i din profil, hvilke svagheder du har, i forhold til arbejdsmarkedet.

Ressourceprofilen er ikke færdig, før du har godkendt den.

Du skal ALDRIG, godkende den, før der står, hvilke typer af arbejdsopgaver, du har svært ved. Der skal være eksempler fra jobs (uddannelse, læreplads, praktiske opgaver hjemme hos dig selv eller foreningsarbejde), du har haft, hvor du har haft problemer med de arbejdsopgaver, du nævner i ressourceprofilen.

Det skal også stå i ressourceprofilen, hvis du:

– arbejder langsommere end andre, der laver det samme stykke arbejde,

– hvis du har svært ved at tilpasse dig de sociale normer på en arbejdsplads,

– har brug for særlige arbejdstider (fx eftermiddag/aften),

– har brug kortere arbejdstid,

– har brug for mange pauser,

– hvis det, at du er i arbejdsprøvning, belaster dig så meget, at du har problemer med husholdning, familieliv osv.

– har brug for særlige hjælpemidler eller andre særlige hensyn – fx et miljø uden støj og kolleger, der bryder ind i dit arbejde.

Når der bliver taget stilling til din situation, fx om du skal have revalidering, fleksjob eller pension, vil ressourceprofilen sandsynligvis være det eneste, der bliver læst. Statusattest/lægeerklæring og andre papirer vil ligge i sagsmappen, men i praksis vil det være ressourceprofilen, der afgør sagen.

Derfor er det vigtigt, at ressourceprofilen viser, at du virkelig har forsøgt og meget gerne vil arbejde – men ikke er i stand til det, på normale vilkår. Det er meget vigtigt, at der er mange konkrete eksempler på, hvordan tingene er gået galt for dig i dit arbejdsliv (eller i andre typer opgaver i dit liv, hvis du ikke har eksempler fra tidligere ansættelser).

Konkrete eksempler er det, sygedagpengesystemet bedst kan forholde sig til. Så de er nødvendige at finde frem, hvor ubehagelige, de end måtte være at huske på.

NB: ARBEJDSEVNEMETODEN, der er metoden bag ressource-profilen, bliver vurderet i denne artikel. Den giver et meget realistisk billede af, hvordan sagsbehandlere i sygedagpenge-systemet føler sig presset til at behandle  borgerne: Artikel i Ugeskrift for Læger.

Læs også indlæg i Information: De syge behandles som ledige.

Vigtigt at huske:

a. Sygedagpengeperioden er på max. et år. Man kan ikke modtage sygedagpenge i mere 52 uger – perioden bliver kun i sjældne tilfælde forlænget. Perioden kan ikke forlænges på grund af langsom sagsbehandling fra sygedagpengesystemets side.

b. Skriv breve, bed om aktindsigt – og bliv ved. Bor du i en dårligt ledet kommune, vil sagsbehandleren i din sag sandsynligvis helst undgå at tage aktivt stilling til dig. Du vil måske opleve, at I har forstået en aftale, I har lavet, helt forskelligt. Skriv et brev til vedkommende om det og behold en kopi. Brevet skal blive liggende i dine sagsakter, som en del af dokumentationen. Det skal mails også – men det glippet tit for den travle sagsbehandler, der ikke får dem læst og svaret.

Et brev sendt med snail-mail er derfor en god måde at sørge for, at man også kan læse dit sin på din sag ud af sagens akter. Hvis du vil klage, er det også nemmest, hvis man kan dokumentere, at man faktisk har gjort sagsbehandleren opmærksom på sit synspunkt, sit behov eller på noget, man ikke kan forstå, i forbindelse med sagsbehandlingen.

Går sagsbehandlingen langsomt, så bed om aktindsigt hver tredie måned. Læs sagens akter igennem, sammen med din bisidder. Hvis der er noget, du undrer dig over, eller ikke kan forstå, så vis det til den uvildige sagsbehandler – og skriv til din sagsbehandler og spørg, hvad det drejer sig om.

c. Klager skal rejses umiddelbart efter hver beslutning, der bliver truffet i din sag. Klagefristen er en måned. Hver gang, du har været til møde, har du en måned til at klage over de beslutninger, der blev taget ved eller efter det møde du var til sidst – En måned efter en beslutning er taget, er fristen, for at klage over netop den beslutning, udløbet.

Det er altså en rigtig dårlig ide, at vente til næste møde med at klage til sin sagsbehandler over en beslutning, der blev taget ved sidste møde!

Generelt er der ikke nogen grund til at rode sig ud i endeløse diskussioner om sin helbredstilstand med en kommunal sagsbehandler.

Virker sagsbehandleren ligegyldig eller uforstående, er det eneste konstruktive, stille og roligt at bede om sagsbehandlerens vurdering, af hvorfor der ikke er grund til at arbejdsprøve dig, på skrift og herefter klage. I klagen tager du udgangspunkt i din behandlers vurdering af dig.

Lav en skriftlig klage i to eksemplarer. Den ene sender du  til din hjemkommune, den anden til Det Sociale Nævn, som er et nævn under Statsforvaltningerne.

Man bør også klage over stilstand i sin sag. Hvis tiden får lov til at gå, uden at der bliver truffet nogen beslutninger, der leder hen imod en konstruktiv løsning for din tilbagevenden på arbejdsmarkedet, risikerer du at stå uden ret til dagpenge eller sygedagpenge, når der er gået et år – Og uden løsning på, hvordan du kommer ind på arbejdsmarkedet med en funktionsnedsættelse.

Når man indsender en klage, skal man forklare, hvorfor sagsbehandlerens beslutning er et problem. Argumenterne for, hvorfor beslutningen (eller de manglende beslutninger) er ukonstruktive for dig, skal du finde i din statusattest/lægeerklæring. Spørg din behandler til råds.

d. Du har ret til en skriftlig redegørelse, hver gang der er truffet en beslutning på dine vegne. Men du får den kun, hvis du beder om den. Ved slutningen af hvert møde i sygedagpengesystemet skal du bede om at få tilsendt et brev fra sagsbehandleren, der indeholder alle de beslutninger, din sagsbehandler har taget, under og efter mødet. – Der vil blive truffet større og mindre beslutninger i forbindelse med hvert møde.

Når brevet ankommer, bør du tale med din bisidder om de beslutninger, der er taget på dine vegne. Er du I i tvivl, så aftal et møde med den uvildige socialrådgiver, jeg nævner under 2.

Gem i alle tilfælde brevene.

e. Hvis du underskriver en erklæring om, at du er raskmeldt, har du selv raskmeldt dig. Du lukker dermed din sag.

Herefter kan du ikke:

– klage over det overordnede sagsforløb.

– modtage sygedagpenge igen, de næste 13. uger – og herefter kun, hvis du har arbejdet 20% af de 13 uger.

– gøre krav på, at du har behov for særlige hensyn på arbejdsmarkedet, i forhold til sygedagpengesystemet.

Din sagsbehandler behøver ikke at afslutte sagen, og der behøver ikke at ligge en færdiggjort ressourceprofil i din sagsmappe. Sagsbehandleren behøver ikke at argumentere for, at du kan raskmeldes i forhold til gældende regler, hvis du underskriver din egen raskmelding.

f. Formularen ‘dp212 Erklæring om raskmelding’: Efter 52 uger, eller måske før, vil din sagsbehandler højst sandsynligt sige, at der lovmæssigt ikke længere kan argumenteres for, at du skal have sygedagpenge. Hvis du accepterer påstanden, vil du blive præsenteret for en formular, der har et nummer og en titel (fx. ovenstående) – ellers står der intet på den.

Det er en raskmeldingsformular.

Hvis du skriver formularen under, har du selv meldt dig rask, og har ikke krav på noget – ikke engang en mulighed for at klage.

Skriv ikke under på nogen formularer i sygedagpengesystemet i forbindelse med raskmelding, hvis du er i tvivl om, om du er 100% klar til at forsørge dig selv, uden støtte – Tag formularen med hjem og spørg din uvildige socialrådgiver, før du beslutter dig.

Hvis sagsbehandleren er sikker på at du i juridisk forstand er rask, kan vedkommende selv raskmelde dig – og skal så afslutte din sag skriftligt og argumentere for, at du er på et stabilt niveau, og at du ikke har behov for at få undesøgt, om du er 100% funktionsdygtig.

Efterfølgende har man en måned til at klage over de argumenter sagsbehandleren bruger, når han/hun forklarer, hvorfor du er raskmeldt uden at du har fået nogen støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

g. Hvis du ønsker at modtage dagpenge fra din a-kasse, skal din læge skriftligt attestere, at du er fuldt arbejdsdygtig, før du igen har ret til dagpenge, efter en længerevarende sygemelding.

h. Du har ret til kontanthjælp hvis – og kun hvis – du ikke har formue, fx i form af lejlighed/hus/sommerhus/bil, du kan tage lån i eller sælge.

– Din ægtefælle ikke tjener mere om måneden end det dobbelte af den månedlige kontanthjælpsydelse.

i. Hvis du er i stand til at arbejde 20 timer pr. uge eller mere, er du ikke berettiget til fleks-job. Men du kan stadig blive arbejdsprøvet, fx med henblik på revalidering.

“Jeg forstår det godt – jeg kan bare ikke gøre det!”

Det er utroligt, så indgroet det er hos alle mennesker, at har man problemer på arbejdsmarkedet, så er det fordi man er: dårligt formuleret, uden paratviden, ude af stand til at tænke abstrakt. Hvis det da ikke er fordi, man har nogle fysiske skavanker.

Egentlig synes jeg, jeg har brugt de første syv poster + ‘about’, her på bloggen, på at prøve at forklare, hvad det var, jeg kunne – og at komme med et diskret fingerpeg om, hvor det var, de hellere måtte dæmpe deres forventninger.

Men nej: værsgo’, her er dine tasteopgaver! Du skal gå frem i denne her rækkefølge, for at oplysningerne kommer til at ligge som de skal, i vores database, på vores server.

Nåh ja. De er enormt søde. De gør alt for, at der skal være rart at være. Og der er faktisk ikke rigtig andre, der har tid til at lave de indtastninger oveni alle deres andre opgaver.

Så jeg er villig til at forsøge:

Hvordan var det nu? Databasen skal have de nye oplysninger lagt ind, som vores kunder har sendt på mail. Udgangspunktet for hver indtastning er et sted. Ja. Jeg opretter dét her sted. Var det med dobbelt-a eller bolle-å? Tilbage og kigge på mailen. Hvad var det nu for en mail, jeg havde åbnet. Denne her? Jamen så er det jo det forkerte sted, jeg har skrevet på. Jeg tog navnet på gaden, i stedet for navnet på hotellet. Nå. Hvad hed hotellet? Lort, nu trykkede jeg….  – Hvordan åbner jeg mailprogrammet igen?  – Højreklik?  – Man kan da ikke  højreklikke på en Mac, der kun har en mus-tast! – Med ctrl, ok. Hvor sidder ctrl på sådan en fætter? Der. Mailprogram åbnet igen. Hvad var det nu for en mail, jeg var ved at kigge i? Den dér, dén kan jeg kende! OK. Nej, de oplysninger lagde jeg ind, lige før. Den er jeg færdig med. Nå. Jeg må vist hellere bare kigge i alle mails fra en ende af. De her er jeg heldigvis færdig med. Næ, hov! Denne her er jeg da kommet til at springe over. Hvor er “mark as unread” i det her mail-program?? Ikke i den her værtøjslinie. Nå, der er det! Hov, hvor blev det af? Jeg så det lige der, hvorfor kan jeg ikke se det mere? Nå, nu må jeg tilbage til den adresse, jeg var i gang med.  Jeg husker nok, hvad det var for en mail, jeg sprang over. Hvilke mails fik jeg kigget i? De her tjekkede jeg i hvert fald. Starter med at tjekke, herfra. Den her er ordnet. Men skrev jeg det husnummer på? Det kan jeg ikke tjekke op på nu. Hvis bare, jeg kunne finde “mark as unread”, kunne jeg vende tilbage til det. Men den funktion kan jeg ikke lede efter nu. Nå. Her var den mail, jeg ledte efter. Kopierer gadenavnet, sådan. Nej! Ikke gadenavnet. Det var navnet på hotellet, der skulle stå øverst. Godt. Hvad nu? Hvorfor får jeg ikke et nyt skærmbillede? Måske skulle hotellet ikke være taste ind, manuelt. Kan det hentes i en mappe? Dér ligger det. Det kommer ikke ind på skærmen. Dobbeltklik? Næ.. Højreklik, da? Hvordan var det nu, man højreklikkede på denne her Mac? Sådan, godt. Det var hotellet – så videre til næste mail. Nå, nej, gadenavnet skulle jo også med. Det skal vel stå her. Husnummeret, står det i samme box, eller i den, nedenunder?  Hvis det står i den anden box, skal postnummeret nok være her. Eller er det omvendt? Denne her? Til by eller postnummer? Sådan. Ja, det ser ud til at fungere. Hvorfor duer det nu ikke? Det her forstår jeg ikke! Hvordan gjorde jeg på den foregående? Den lukker jeg op og ser om dén plads er til husnummer, by eller postnummer. Nåh, ja! Dén box var til åbningstider. OK. Husnummer dér, postnummer dér.  Godt. Jeg går tilbage, og gør det på samme måde. Hvor er det nu? Der står igenting.. Pokkers! Glemte at gemme, før jeg forlod skærmbilledet. Nå, forfra. Hvor var mailen..? Her. Kopierer gadenavnet. NEJ! Ikke gadenavnet (hvordan kan jeg blive ved med at glemme det?) Navnet på hotellet. Sådan. Hvorfor får jeg ikke et nyt skærmbillede? Hvad sker der? Nåh, ja! Jeg skal hente hotelnavnet i en mappe i databasen. Jeg dobbeltklikker på mappeikonet og se så…. Hvad nu? Nåhr, det var et højreklik. Ctrl, hvor sidder du på det her tastatur? Godt. Her har vi mappen. Hvad var det nu, dét hotel hed? Tilbage til mailen. Bare jeg har ladet den stå åben. YES! Den er her! Neeej – glemte at gemme før jeg forlod skærmbilledet til databasen. – Om jeg er færdig?? – Det kommer an på, hvad du mener med spørgsmålet!  – Er faktisk ret træt i hovedet – kunne godt bruge noget frokost og KAFFE.  – Nej, jeg har ikke alle mails tastet ind – kommer nok til  at bruge et øjeblik på det, efter frokost…

Mens jeg sidder og ordner oplysninger, der ikke siger mig noget, og derfor er svære for mig at huske, efter et system, der ikke har nogen ‘logik’ eller ‘historie’, der gør, at dét er til at huske, sætter min hjerne ind med alle mulige stress-relaterede julenumre:

Først begynder det at blive tåget, mellem mig og skærmen. Jeg går ud og drikker et glas vand i køkkenet og fortsætter så, med sammenknebne øjne, så jeg kan se gennem tågen. Jeg arbejder et kvarter mere.

Så bliver jeg svimmel. Et øjeblik har jeg følelsen af, at jeg er Titanic og min skærm er et isbjerg, og at jeg om et øjeblik sejler ind i isen for fuld kraft. Jeg rejser mig, går hen og åbner vinduet og fylder lungerne med frisk luft. Så sætter jeg mig ned og arbejder videre.

Jeg ved, at den oplevelse, jeg har, af at gulvet gynger, ikke er reel. Det er en del af min hjerne, der diskret gør opmærksom på, at den er træt og vil hjem. Jeg er ligeglad. Faktisk ville det være en fed fornemmelse, at gøre det her færdigt!

Før jeg begyndte at få methylfenidat (det, der i daglig tale går under navnet Ritalin) havde jeg været nødt til at opgive. Allerede det, at skrive på Mac, i stedet for PC ville have forvirret mig grundigt. Skiftet mellem to programmer, mail- og database-program ville have været for overvældende. Og hvis det ikke havde væltet mig, ville jeg være løbet sur i, at der er forskel på det skærmbillede, man skal bruge, hvis man skal oprette et ‘hotel’, en ‘bed-and-breakfast’, eller en ‘feriehytte’. Det ville jeg aldrig have fundet rede i.

Dengang var jeg på kanten af panik, når jeg kunne mærke, at overblikket forsvandt. Inden jeg fik min diagnose, forstod jeg overhovedet ikke, hvad der skete, når jeg mistede overblikket, eller når stress-symptomerne dukkede op. Jeg gav mig selv skylden – jeg kunne jo bare lade være med hele tiden at tænke på noget andet, og koncentrere mig i stedet for.

Jeg blev bange, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forklare til andre, hvad der gik galt. Jeg forstod jo godt, hvad jeg skulle lave, når jeg fik det vist af andre – jeg glemte det bare, så snart jeg sad med det selv. Og jeg vidste, at ingen ville kunne forestille sig, hvordan man ‘bare kan glemme’ nogle få, simple oplysninger.

Det, jeg, udover behandlingen, synes er godt, ved at have fået denne her diagnose, er at jeg har fået løst mysteriet om, hvorfor jeg, på en gang, har utrolig let ved at forstå en instruktion – og utrolig svært ved at udføre samme instruktion.

etypewritersibm1957

IBMreklame fra 1957. Fra Etypewriters.

På jobbet skal akademikere være deres egen HKer.

Det er ikke nemt at arbejde uden sekretær, når man, som mig, godt kan formulere indholdet i et brev – men hvor praktiske handlinger som: datere, arkivere, frankere, adressere og huske at poste et brev udgør fem seriøse risici for, at brevet aldrig kommer frem.

I gamle dage var der lærde mænd i deres bedste alder. De var præster, apotekere, jurister, læger og ingeniører.

Sammen med en veluddannet mand, med grå stænk i håret, hørte en ung lavtuddannet kvinde, der stod for ‘det praktiske’.

Hvis den lærde mand ville sende en besked til en ven eller kollega, kunne han diktere et brev til den kønne unge kvinde.

Hun tog noter og skrev brevet rent. Så daterede hun det, arkiverede en kopi, skrev pertentligt den rigtige adresse på en kuvert, frankerede brevet og løb på posthuset, når hun havde serveret kaffen for den lærde mand.

Sådan er det heldigvis ikke længere!

Nu er kvinder, gennemsnitligt, lige så godt uddannet som mænd. (Men ikke så godt lønnede.)

Fordelen ved den gammeldags arbejdsdeling, set fra et ADHD-synspunkt, var, at den veluddannede (mand) ikke skulle tænke på ‘det praktiske’.

Datere, arkivere, frankere, adressere og huske at poste et brev, var der en anden, der tog sig af.

I nutiden sparer vi en masse tid ved hjælp af digitale arkiv- og kommunikationssystemer. Til gengæld skal vi alle sammen være både den kloge mand og den praktiske kvinde, når vi er på job. (Og derhjemme, i øvrigt også.)

Jeg kunne tage en videregående uddannelse fordi man på et studium bliver vurderet på, om man forstår pensum. Hvis man glemmer eksamensdato og -klokkeslet – eller lader opgaven ligge i bussen, tager man bare sin eksamen om i det følgende semester.

På studierne bliver man vurderet på’ den kloge mand’.

På jobbet vejer ‘den kloge mand’ 50% – og den ‘praktiske, velorganiserede kvinde’ 50% hver.

juel_landskab_ved_oresund

Jens Juel ca. 1800, Nivaagaards Malerisamling

Lig med lidelse II

Da jeg kom til København i begyndelsen af 1990erne, for at studere, var der mange, der spurgte mig, hvorfor jeg ikke var startet på Århus Universitet, når nu, jeg kom fra Jylland.

Dem, der spurgte mig, må have tænkt: “Jyder kan godt lide Århus, fordi det ligger i Jylland.” Altså: “Århus er det naturlige sted for unge jyder at gå på universitetet.”

Men nu er det jo ikke sikkert, at man synes, at Århus er en en smuk og interessant by, bare fordi man har været landfast med den, hele sin barndom.

Det er heller ikke sikkert, man selv synes, det er vigtigt, at man er født i Jylland (eller Danmark) selvom det er rigtigt, at man er det.

På samme måde som en del mennesker tænkte, at det måtte være vigtigt for mig, at jeg kom fra Jylland, tænker del mennesker, der hører, at jeg er ADHDer, at det er meget vigtigt for mig, at jeg har lidelsen.

Det er det ikke!

(Ikke, hvis jeg kan få plads til at leve med den, i hvert fald.)

Hvorfor er min ADHD ikke vigtig for den måde, jeg ser mig selv på??

Fordi ADHD giver mig nogle særlige betingelser, eller rammer, for at være den, jeg er. Men rammer og betingelser er ikke særligt spændende i sig selv.

Det, der er spændende, er, hvad man fylder i de rammer, man har.

Og hvad ADHDere synes er spændende, er lige så forskelligt, som hvad jyder synes er spændende.

Så lad os tale om ting, der interesserer os. På det punkt er ADHDere magen til – eller lige så forskellige – som alle andre mennesker.