brezilcriterion

Filmplakat, Brazil, 1985, fra Criterion.

De grundlæggende barrierer, der vil møde en veluddannet person med en opmærksomhedsforstyrrelse på arbejdsmarkedet er:

1) Arbejdstempoet – vil være for højt og ADHDeren vil typisk have svært ved at overholde deadlines.

2) Logistikken omkring arbejdet: Alarmsystemet, lokalenumrene, etagerne, nøglerne, intranettet, log-ins og passwords, arkivsystemer, kommunikations-strukturer, datoer for møder/deadlines/rejser, bilag, dokumenter, billetter, computerprogrammer. ADHDere har behov for en meget enkel logistik omkring deres kerneydelse og de skal have plads til at begå flere praktiske fejl og til at vænne sig langsomt til ny logistik.

3) Fleksibilitet: Generelt er akademikere ‘generalister med mange funktioner’ på deres arbejdsplads. Det  fungerer ikke for ADHDere. De skal have ro omkring deres arbejdsopgaver. De bruger meget energi på at flytte deres opmærksomhed fra en arbejdsopgave, eller person, til en anden, så derfor skal de kun have en bold i luften ad gangen.

4) Mødetiden – det er umuligt at arbejde 9.00 – 16.00, når man som ADHDer først er i stand til at vågne et stykke op ad formiddagen. Mange ADHDere vil gerne arbejde fx. fra 12.00 – 16.00 og så tage en lang pause og så arbejde igen fra 20.00 – 24.00.

5) Arbejdsugen er for akademikere 30 – 37 timer – en del ADHDere kan ikke arbejde mere end 10 timer om ugen. Nogle stykker kan arbejde 20 timer og nogle få kan ansættes på fuld tid.

6) Arbejdsåret – ADHDere fungerer bedst fra medio februar til medio november. Det er de 3/4 af året, hvor der er mest (direkte eller indirekte) sollys i løbet af et døgn. Den mørkeste tid på året fungerer ADHDere og andre med særlige tilstande i hjernen ofte så dårligt, at de må melde sig syge. – Tænk bare på ordet ‘vinterdepression’.

7) Stresstærskel: Forventningerne til ADHDerenes arbejde skal være gennemsigtige og velformidlede. For at mindske alle risici for stress, skal virksomhedskulturen generelt være åben og præget af redelighed og tillid.

8) Virksomhedskultur: Gennemsnitsmedarbejderen forstår hurtigt hvilken attitude, man skal anlægge, for at overleve i virksomheden. ADHDere vil gå ned med stress, hvis det forventes af dem, at de skal ‘blende ind’ og ‘følge med strømmen’.

Jobsamtaler eller telefonsamtaler hvor det forventes, at ADHDere i høj grad identificerer sig med virksomhedens kultur, ‘sender de rigtige signaler’ og serverer ‘buzz words’ er som at bede ADHDere løse kvadratets cirkulatur.

9) Udfordringer: ADHDere har, i særlig grad, brug for stimulerende opgaver, der matcher deres interesser og evner. For få og for uinteressante opgaver gør arbejdsdagen lige så stressende for en ADHDer som for mange og for svære opgaver – ingen af delene er muligt for ADHDere at håndtere.

Alle ovenstående problemer relaterer direkte til ADHDeres særlige tilstand i hjernen. En person med en opmærksomhedsforstyrrelse kan, uanset hver højt personen måtte være uddannet, ikke arbejde i et job, hvor der ikke er taget hensyn til disse faktorer.

Tilstanden i ADHDhjernen er medfødt og ændrer sig ikke over tid. ADHD er altså en varig lidelse.

Men hvilke skånehensyn, den enkelte ADHDer har behov for, kan godt ændre sig i løbet af et arbejdsliv. Hvor fleksibel en ADHDer har mulighed for at være på sin arbejdsplads, kommer an på, hvor mange bolde ADHDeren har i luften i andre dele af sit liv – og hvor stabilt og overskueligt ADHDeren generelt oplever sit liv i en bestemt livsfase. Som folk er flest, bliver heller ikke ADHDere mere fleksible med alderen.

Se godt på ovenstående liste af barrierer, kære læser. Ingen af pukterne på listen drejer sig om, at veluddannede ADHDere er begrænsede i selve deres evne til at løse de akademiske opgaver. Det er den måde, vi har tilrettelagt det akademiske arbejdsliv, der udgør barriererne.

Barriererne handler alle om, hvilke forventninger til arbejdskultur den enkelte og samfundet har, når man siger: ‘medarbejder med akademisk baggrund.’

Reklamer

etypewritersibm1957

IBMreklame fra 1957. Fra Etypewriters.

På jobbet skal akademikere være deres egen HKer.

Det er ikke nemt at arbejde uden sekretær, når man, som mig, godt kan formulere indholdet i et brev – men hvor praktiske handlinger som: datere, arkivere, frankere, adressere og huske at poste et brev udgør fem seriøse risici for, at brevet aldrig kommer frem.

I gamle dage var der lærde mænd i deres bedste alder. De var præster, apotekere, jurister, læger og ingeniører.

Sammen med en veluddannet mand, med grå stænk i håret, hørte en ung lavtuddannet kvinde, der stod for ‘det praktiske’.

Hvis den lærde mand ville sende en besked til en ven eller kollega, kunne han diktere et brev til den kønne unge kvinde.

Hun tog noter og skrev brevet rent. Så daterede hun det, arkiverede en kopi, skrev pertentligt den rigtige adresse på en kuvert, frankerede brevet og løb på posthuset, når hun havde serveret kaffen for den lærde mand.

Sådan er det heldigvis ikke længere!

Nu er kvinder, gennemsnitligt, lige så godt uddannet som mænd. (Men ikke så godt lønnede.)

Fordelen ved den gammeldags arbejdsdeling, set fra et ADHD-synspunkt, var, at den veluddannede (mand) ikke skulle tænke på ‘det praktiske’.

Datere, arkivere, frankere, adressere og huske at poste et brev, var der en anden, der tog sig af.

I nutiden sparer vi en masse tid ved hjælp af digitale arkiv- og kommunikationssystemer. Til gengæld skal vi alle sammen være både den kloge mand og den praktiske kvinde, når vi er på job. (Og derhjemme, i øvrigt også.)

Jeg kunne tage en videregående uddannelse fordi man på et studium bliver vurderet på, om man forstår pensum. Hvis man glemmer eksamensdato og -klokkeslet – eller lader opgaven ligge i bussen, tager man bare sin eksamen om i det følgende semester.

På studierne bliver man vurderet på’ den kloge mand’.

På jobbet vejer ‘den kloge mand’ 50% – og den ‘praktiske, velorganiserede kvinde’ 50% hver.

En god arbejdsplads for ADHDere, er et sted,

– hvor man kan få ro til at udføre sine opgaver, uden at blive forstyrret af telefoner, der ringer, kolleger, der snakker, larm fra gaden eller radioen.

– hvor det er en del af virksomhedskulturen, at man tager en pause, og laver noget helt andet, når man trænger til det.

– hvor man har mulighed for at tage et powernap.

– hvor møderne ligger på samme tid, hver uge.

– hvor telefon og mailtid er begrænset til et bestemt tidspunkt på dagen.

– hvor man har mulighed for at møde sent og blive til sent.

– hvor koder, telefonnumre og kontorpladser ikke skifter hele tiden.

– hvor man har mulighed for at arbejde hjemmefra, når der ikke er møder.

– hvor man har mulighed for at arbejde på deltid og halv tid.

– hvor ledelsen tør definere den enkelte medarbejders ansvarsområde klart.

– hvor ledelsen tør diskutere sin strategi og målsætning åbent med medarbejderne.

– hvor tonen mellem medarbejderne er afslappet og humoristisk.

Undgå stress, spil med åbne kort.

ADHDere har ikke nogen ‘indbygget‘ fornemmelse for tid og rum. Derfor kommer vi let i tvivl om, hvilken kontekst, en samtale  eller en arbejdsopgave skal forstås i.

Mange medarbejdere har kun behov for at forstå en arbejdsopgaves ‘hvad‘.

ADHDere har et særligt behov for at få tingene sat i forhold til ‘hvor‘ og ‘hvornår‘.

Desuden har ADHDere behov for at kende til opgavens ‘hvorfor‘ for at få opgaven til at give mening.

Derfor:

1. Benævn den kontekst, du taler ind i.

2. Tal girafsprog.

3. Vær medierende – undgå voldsomme konfrontationer.

4. Undgå at lægge  indirekte pres på medarbejderne.

(Ved fx. at lade medarbejderne evaluere, uden åbent at forklare, hvad der er hensigten med evalueringen. På kollega-plan udvikler det en negativ sladder-kultur.)

5. Lad præmisserne være klare. (økonomien, strategien, målgruppen, tidshorisonten, egne ambitioner, direktørens præferencer osv.)

ADHDere bliver konstant distraheret af uvedkommende lyde eller andre sanseindtryk – eller bare af vores egen stream of consiousness. Det, og den fraværende sans for tid/rum, gør os usikre på, om vi har opfattet situationen rigtigt. På en arbejdsplads kan man med enkle vaner gøre verden mere gennemskuelig for medarbejdere med ADHD.

Jeg har gjort de ovenstående fem punkter mere konkrete i de nedstående femten punkter:

1.Vær imødekommende.

2. Vær direkte.

3. Benævn udgangspunktet for samtalen/opgaven.

4. Benævn hensigten med samtalen/opgaven.

5. Definer dine forventninger klart.

6. Definer dine grænser klart.

7. Hvis nogen kommer med forslag eller indspark, så vær ærlig i din vurdering, og begrund vurderingen.

8. Husk at rose.

Ved misforståelser:

9. Reager med indlevelse i, hvordan misforståelsen kunne opstå. – Eller, hvis det er naturligt for dig:  med inkluderende humor.

Alle medarbejdere/kolleger performer dårligere under psykisk pres – ADHDere i særdeleshed. Derfor:

10. Vær kompromissøgende – men vær bevidst om, hvor langt, du vil gå.

11.Vær forhandlende – men rids rammerne for forhandlingen tydeligt op.

12. Undgå ‘halve sandheder’, spin og ‘den rosenrøde fortolkning’.

(Husk, at ADHDeres analytiske evner er højt udviklede, og jo flere dagsordener du forsøger at skjule, jo nemmere får vi færten af, hvad der i virkeligheden er på spil!)

13. Undgå lodrette ordrer.

14. Undgå uformidlet eller usaglig kritik.

15. Stå ved fejl, du selv har begået – involver medarbejderne/kollegerne i løsningen af de problemer, der er opstået.

Når man som kollega, arbejdsgiver, pårørende eller sagsbehandler bliver prænsenteret for ADHDeres behov for hensyn på arbejdsmarkedet, vil man typisk reagere på en måde, der passer under en af de følgende syv overskrifter:

hjerneet

1. Moralisten: Du er bare doven – du skulle hellere prøve at tage dig sammen!

2. Den markedsorienterede: Hvis de syge skal have de sjove opgaver, hvordan belønner vi så de flittige?

3. Velfærdsoptimisten: Der må da være et (andet) sted, du kan gå hen og få hjælp.

4. Bureaukraten: Vi har en ny ordning på tegnebrættet. Jeg skal beklage, at du har haft en dårlig oplevelse med vores nuværende system.

5. Flipperen: Hvor er det syyynd. Tænk, at vi skal leve i et samfund, hvor der ikke er plads til en dejlig kvinde som dig. Så’n nogen alternative typer som dig, gi’r mig bare så meget energi.

6. Den alternative: Du mangler jordforbindelse. Det skyldes for mange kulhydrater og mælkeprodukter i din kost.

7. Den spirituelle: Du er indigo, en åndelig budbringer. Du er ikke kaldet til almindeligt arbejde.

hjerneglobeclosei1

10 spørgsmål om voksne, veluddannede, med ADHD med overvejende opmærksomhedsfortyrrelse, på arbejdsmarkedet:

1. Hvorfor er ADHDere så hurtige?

ADHDere er hurtige til at binde en række løse forslag eller skitser sammen til en samlet helhed.

For når man let bliver distraheret, lærer man at danne sig et overblik ved hjælp af ‘løse bidder’. Den impulsivitet, der er typisk for ADHDere, afsikrer vores indre ide-pistol, som straks begynder at beskyde vores hjerne, med ideer, når vi sidder med et nyt, insprerende materiale og er ved at finde den røde tråd. Det er i denne situation, vi kommer i flow.

En ADHDer i flow, vil have en rap bemærkning til alle.

2. Hvorfor er ADHDere så langsomme?

ADHDere er langsomme til rutine-arbejde, som andre har ‘på rygraden’. Det er fordi ADHD-hjernen er langsom til at oparbejde rutiner. ADHDere skal opfinde en ny rutine, hver gang, og det kræver både stor koncentration og meget energi fra ADHDeren.

3. Hvorfor er ADHDere så glade?

ADHDere er glade, når vi føler os trygge ved vores kolleger, når vi har overblik over arbejdsprocessen, når vi føler os hørte, og værdsatte for det, vi er gode til.
ADHDere har svært ved at lade som om, så når vi er glade, så er det en genuin glæde, der smitter af på alle vores følelser – og på vores kreativitet.
Kolleger vil opleve ADHDeren som generøs, engageret, underholdende, slagfærdig, fuld af ideer og måske lidt overgearet.

4. Hvorfor er ADHDere så hidsige?

Som ADHDer oplever man af og til, at man har fået galt fat i ideen bag en arbejdsproces. Fordi man som ADHDer har svært ved at opbygge rutiner, skal man til at begynde helt forfra med at danne sig et overblik over, hvad arbejdsprocessen går ud på, hvis man har fået forkert fat i den fra starten.

Det er en intellektuel kraftanstrengelse, og ADHDeren skal bruge ro for at finde overblikket igen. [mere]

5. Hvorfor er ADHDere så nærværende?

Svaret hænger sammen med svaret på spørgsmål 3. Når ADHDere er trygge, og vi får lov til at gøre det, vi er gode til, vil vi være 100% til stede i situationen og 100% fokuseret på opgaven. Vores manglende evne til at tænke på mere end en ting ad gangen, gør, at vi ikke kan være ‘halvt til stede’, ‘halvt fokuseret’. Vi kan heller ikke ‘stole halvt’ på vores kolleger.

6. Hvorfor er ADHDere så distræte?

ADHDere er ofte distræte. Det kan skyldes flere ting:

– vi sidder lige så stille og danner os et overblik over situationen eller opgaven. (Hvis vi både skal danne os et overblik og deltage aktivt, tvinger man os til at gøre to ting på en gang – og det har vi ikke evnen til.)

[mere]

7. Hvorfor har ADHDere så godt et overblik?

ADHDernes dårlige frontallapper gør os så meget desto bedre til at bruge vores analytiske evner.

Hvis man sammenligner en analyse af en situation, som man laver med den bevidste del af hjernen, med  frontallappernes, førbevidste analyse, svarer det lidt til at sammenligne fotografer, der selv fremkalder deres billeder, manuelt, i et mørkekammer, med amatører, der sender deres billeder til en fabrik, hvor billederne bliver fremkaldt i en maskine: [mere]

8. Hvorfor forstår ADHDere ikke de mest enkle spørgsmål?

Fordi vi har et problem med at forholde os til tid og rum, eller med andre ord, vi er altid i tvivl om hvilken kontekst, spørgsmålet skal forstås i.

[mere]

[Hvordan kommunikerer man hesigtsmæssigt med en ADHDer?]

9. Hvorfor er ADHDere så innovative?

Det er den positive sidegevinst ved at undvære en hjerne, der ikke opbygger rutiner! Vi ser altid alt ‘med friske øjne’. Desuden har vi den ‘indre ide pistol’, der beskyder os med ideer, når vi er midt en spændende arbejdsproces.

10. Hvorfor er ADHDere så konservative?

Fordi vi bruger meget energi på at få lært nye rutiner – og den energi går fra det, vi kan lide at arbejde med og det, vi er gode til.

[Gode rammer for ADHDere på job]