“En otte-ni-årig der ser helt almindelig ud men som stortuder og nægter at sidde på en bestemt plads i en bus bliver ikke populær mellem de øvrige passagerer. Det er forståeligt at ekspedienten i skotøjsforretningen lidt efter lidt bliver træt af den kunde der aldrig kan finde ud af om skoene klemmer tæerne eller ikke. At gæster i huset der venligt har brugt et kvarter til at høre på en detaljeret historie uden hoved eller hale eller ret meget krop synes at emnet kunne skiftes ud er heller ikke mærkeligt.”

Sofias egen bog“, 1982, side 120. Den finske forfatter, Märta Tikkanen, fortæller om sit fjerde barn, der har MDB eller ADHD. Forlaget Rosinante. På biblioteket står bogen i fagbogsafdelingen under nummer 61.641.

Det, man oplever, når man har et usynligt handicap, er, at folk dømmer en moralsk. Man ser ud som om man kan, hvad flertallet kan. Og når man ikke gør det, der forventes af såkaldte almindelige mennesker, så  tror folk, at det er med vilje eller bevidst at man gjorde noget helt andet. Folk reagerer ved at blive irriterede, sårede og fornærmede. “Man skal da…” – “Man plejer jo at…” får man  at vide, og det er meget svært at forklare sig.

Når man træder ved siden af, er det sjældent, at folk forstår, at man har brug for hjælp, hvis man skal løse opgaven efter mainstream-metoden – tværtimod, de forestiller sig, at det, der kan få en på plads i geleddet er socialt pres. Man fortæller mig det åbenlyse: “Sådan gør vi ikke her”. – I stedet for at støtte mig i at gøre det, jeg forventes at gøre, men ikke har redskaber til.

Det er som om, at det, at man gør sig umage, at det for det meste lykkes en at tilpasse sig, overhovedet ikke fortjener at blive værdsat af andre mennesker. Jo bedre man er til at tilpasse sig, i jo højere grad vil folk forvente, at man altid tilpasser sig. De 90% af tiden, hvor det lykkes en at falde i med tapetet, giver omgivelserne ret til at fordømme en de 10% af tiden, hvor man træder ved siden af.

I det sociale system er det den måde, man i praksis forholder sig til mig.

adria.sartore.phantasmaph

Adria Sartore, 2009, via Phantasmaphile.

“Det lader sig ikke gøre at tage tøj på mens man drømmer. Ikke at spise mens man lytter til hvad en anden siger. Eller selv siger noget. Ikke at svare mens man tager støvlerne på eller tænke på hvad for en bog der skal med mens marsvinet får sit morgenknus. For Sofia er det utænkeligt at gøre to ting på en gang. Så går den ene handling uhjælpeligt i stå.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en tidligere brugt diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat side 100 – 101.)

Ja. Selvom jeg for længst er blevet voksen, har jeg det stadig sådan.

Sanseoverfølsomhed

3. august 2009

“Det er ikke let at indleve sig i hvordan omverdenen tager sig ud for den der har forstyrrelser i det centrale nervesystems funktioner. Sanseindtrykkene trænger sig på som en uordnet masse, kaotisk og intensiv og anmassende og vanskeligt sorteret. Det lader sig måske ikke gøre at skille regelmæssigeheder eller strukturer ud eller fortolke det man ser og at reagere som vi andre synes man burde. Det vi opfatter som biting, svage lyde langt borte eller dufte der næsten ikke kan opfattes, bliver påtrængende virkelighed for den der har en lav pirringstærskel. Så kaster farverne sig over en, skærende og råbende og umulige at komme af med. Man må værge for sig, afskærme sig så godt det er muligt.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en tidligere brugt diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 123.)

brezilcriterion

Filmplakat, Brazil, 1985, fra Criterion.

De grundlæggende barrierer, der vil møde en veluddannet person med en opmærksomhedsforstyrrelse på arbejdsmarkedet er:

1) Arbejdstempoet – vil være for højt og ADHDeren vil typisk have svært ved at overholde deadlines.

2) Logistikken omkring arbejdet: Alarmsystemet, lokalenumrene, etagerne, nøglerne, intranettet, log-ins og passwords, arkivsystemer, kommunikations-strukturer, datoer for møder/deadlines/rejser, bilag, dokumenter, billetter, computerprogrammer. ADHDere har behov for en meget enkel logistik omkring deres kerneydelse og de skal have plads til at begå flere praktiske fejl og til at vænne sig langsomt til ny logistik.

3) Fleksibilitet: Generelt er akademikere ‘generalister med mange funktioner’ på deres arbejdsplads. Det  fungerer ikke for ADHDere. De skal have ro omkring deres arbejdsopgaver. De bruger meget energi på at flytte deres opmærksomhed fra en arbejdsopgave, eller person, til en anden, så derfor skal de kun have en bold i luften ad gangen.

4) Mødetiden – det er umuligt at arbejde 9.00 – 16.00, når man som ADHDer først er i stand til at vågne et stykke op ad formiddagen. Mange ADHDere vil gerne arbejde fx. fra 12.00 – 16.00 og så tage en lang pause og så arbejde igen fra 20.00 – 24.00.

5) Arbejdsugen er for akademikere 30 – 37 timer – en del ADHDere kan ikke arbejde mere end 10 timer om ugen. Nogle stykker kan arbejde 20 timer og nogle få kan ansættes på fuld tid.

6) Arbejdsåret – ADHDere fungerer bedst fra medio februar til medio november. Det er de 3/4 af året, hvor der er mest (direkte eller indirekte) sollys i løbet af et døgn. Den mørkeste tid på året fungerer ADHDere og andre med særlige tilstande i hjernen ofte så dårligt, at de må melde sig syge. – Tænk bare på ordet ‘vinterdepression’.

7) Stresstærskel: Forventningerne til ADHDerenes arbejde skal være gennemsigtige og velformidlede. For at mindske alle risici for stress, skal virksomhedskulturen generelt være åben og præget af redelighed og tillid.

8) Virksomhedskultur: Gennemsnitsmedarbejderen forstår hurtigt hvilken attitude, man skal anlægge, for at overleve i virksomheden. ADHDere vil gå ned med stress, hvis det forventes af dem, at de skal ‘blende ind’ og ‘følge med strømmen’.

Jobsamtaler eller telefonsamtaler hvor det forventes, at ADHDere i høj grad identificerer sig med virksomhedens kultur, ‘sender de rigtige signaler’ og serverer ‘buzz words’ er som at bede ADHDere løse kvadratets cirkulatur.

9) Udfordringer: ADHDere har, i særlig grad, brug for stimulerende opgaver, der matcher deres interesser og evner. For få og for uinteressante opgaver gør arbejdsdagen lige så stressende for en ADHDer som for mange og for svære opgaver – ingen af delene er muligt for ADHDere at håndtere.

Alle ovenstående problemer relaterer direkte til ADHDeres særlige tilstand i hjernen. En person med en opmærksomhedsforstyrrelse kan, uanset hver højt personen måtte være uddannet, ikke arbejde i et job, hvor der ikke er taget hensyn til disse faktorer.

Tilstanden i ADHDhjernen er medfødt og ændrer sig ikke over tid. ADHD er altså en varig lidelse.

Men hvilke skånehensyn, den enkelte ADHDer har behov for, kan godt ændre sig i løbet af et arbejdsliv. Hvor fleksibel en ADHDer har mulighed for at være på sin arbejdsplads, kommer an på, hvor mange bolde ADHDeren har i luften i andre dele af sit liv – og hvor stabilt og overskueligt ADHDeren generelt oplever sit liv i en bestemt livsfase. Som folk er flest, bliver heller ikke ADHDere mere fleksible med alderen.

Se godt på ovenstående liste af barrierer, kære læser. Ingen af pukterne på listen drejer sig om, at veluddannede ADHDere er begrænsede i selve deres evne til at løse de akademiske opgaver. Det er den måde, vi har tilrettelagt det akademiske arbejdsliv, der udgør barriererne.

Barriererne handler alle om, hvilke forventninger til arbejdskultur den enkelte og samfundet har, når man siger: ‘medarbejder med akademisk baggrund.’

etypewritersibm1957

IBMreklame fra 1957. Fra Etypewriters.

På jobbet skal akademikere være deres egen HKer.

Det er ikke nemt at arbejde uden sekretær, når man, som mig, godt kan formulere indholdet i et brev – men hvor praktiske handlinger som: datere, arkivere, frankere, adressere og huske at poste et brev udgør fem seriøse risici for, at brevet aldrig kommer frem.

I gamle dage var der lærde mænd i deres bedste alder. De var præster, apotekere, jurister, læger og ingeniører.

Sammen med en veluddannet mand, med grå stænk i håret, hørte en ung lavtuddannet kvinde, der stod for ‘det praktiske’.

Hvis den lærde mand ville sende en besked til en ven eller kollega, kunne han diktere et brev til den kønne unge kvinde.

Hun tog noter og skrev brevet rent. Så daterede hun det, arkiverede en kopi, skrev pertentligt den rigtige adresse på en kuvert, frankerede brevet og løb på posthuset, når hun havde serveret kaffen for den lærde mand.

Sådan er det heldigvis ikke længere!

Nu er kvinder, gennemsnitligt, lige så godt uddannet som mænd. (Men ikke så godt lønnede.)

Fordelen ved den gammeldags arbejdsdeling, set fra et ADHD-synspunkt, var, at den veluddannede (mand) ikke skulle tænke på ‘det praktiske’.

Datere, arkivere, frankere, adressere og huske at poste et brev, var der en anden, der tog sig af.

I nutiden sparer vi en masse tid ved hjælp af digitale arkiv- og kommunikationssystemer. Til gengæld skal vi alle sammen være både den kloge mand og den praktiske kvinde, når vi er på job. (Og derhjemme, i øvrigt også.)

Jeg kunne tage en videregående uddannelse fordi man på et studium bliver vurderet på, om man forstår pensum. Hvis man glemmer eksamensdato og -klokkeslet – eller lader opgaven ligge i bussen, tager man bare sin eksamen om i det følgende semester.

På studierne bliver man vurderet på’ den kloge mand’.

På jobbet vejer ‘den kloge mand’ 50% – og den ‘praktiske, velorganiserede kvinde’ 50% hver.

Når man som kollega, arbejdsgiver, pårørende eller sagsbehandler bliver prænsenteret for ADHDeres behov for hensyn på arbejdsmarkedet, vil man typisk reagere på en måde, der passer under en af de følgende syv overskrifter:

hjerneet

1. Moralisten: Du er bare doven – du skulle hellere prøve at tage dig sammen!

2. Den markedsorienterede: Hvis de syge skal have de sjove opgaver, hvordan belønner vi så de flittige?

3. Velfærdsoptimisten: Der må da være et (andet) sted, du kan gå hen og få hjælp.

4. Bureaukraten: Vi har en ny ordning på tegnebrættet. Jeg skal beklage, at du har haft en dårlig oplevelse med vores nuværende system.

5. Flipperen: Hvor er det syyynd. Tænk, at vi skal leve i et samfund, hvor der ikke er plads til en dejlig kvinde som dig. Så’n nogen alternative typer som dig, gi’r mig bare så meget energi.

6. Den alternative: Du mangler jordforbindelse. Det skyldes for mange kulhydrater og mælkeprodukter i din kost.

7. Den spirituelle: Du er indigo, en åndelig budbringer. Du er ikke kaldet til almindeligt arbejde.