Hvad er eksekutive funktioner?

30. september 2009

De eksekutive funktioner er kernen i problemet, for en person med en opmærsomhedsforstyrrelse.

Eksekutive betyder udøvende. Eksekutive funktioner er et samlebegreb ligesom intelligens. Det skal forstås som et hierakisk samlebegreb, der bygger på en lang række mere grundlæggende funktioner.

Eksekutive funktioner består af fire trin:

1. At få en ide, altså at kunne danne indre forestillingsbilleder om noget, man gerne vil, at nå et mål.

2. At planlægge, dvs. at kunne tænke i sekvenser (først, og så til sidst), mens man fastholder opmærksomheden på målet.

3. At udføre, dvs. at gå i gang med de delhandlinger, der i den rigtige rækkefølge fører til målet – uden at lade sig aflede. Undervejs skal opmærksomheden være rettet både mod tilfredsstillelse af det konkrete behov og hensyntagen til omgivelsernes forventninger og krav.

4. At vurdere og eventuelt justere. Handlingerne skal løbende vurderes så man tager stilling til, om de fører til det ønskede mål, eller om der skal justeres undervejs.

I både praktiske, følelsesmæssige og sociale  processer stilles krav til opmærksomhed, hvad enten det handler om at fokusere, fastholde eller dele opmærksomheden, eller om at udelukke irrelevante ideer og impulser.

Er man tæt på en person med ADHD, kan man overveje, om personen har brug for ligeværdig sparring til at:

– få ideer, eller til at sortere i alt for mange ideer.

– ordne sin planlægning.

– udføre handlingerne, mens målet fastholdes.

– vurdere handlingernes målopfyldelse eller overveje mulige ændringer.

Citeret ( let forkortet og let omskrevet, med henblik på voksne) fra kapitlet: Børn med ADHD set fra en neuropsykologisk viknkel af Anne Vibeke Fleischer, s. 45. I antologien: ADHD – opmærksomhedssygdommen hos børn og voksne. Red.: Jes Gerlach, 2007. Psykiatrifonden.

ADHD og DNS

23. september 2009

Spændingshovedpine, muskelsmerter, diarre og kronisk træthed har heddet forskellige ting på forskellige tidspunkter i historien. Hvordan symptomerne præcist opstår, kan man stadig ikke forklare. (Men det betyder jo ikke, at folk ikke lider under dem.)

“De nye sygdomme” dækker i følge en tværfaglig gruppe af forskere over forskellige syndromer:

“Reumatologien har fibromyalgi, infektionsmedicinere det kroniske træthedssyndrom, neurologien spændingshovedpine, gastroenterologer nervøs tyktarm osv.” forklarer arbejdsgruppen i indledningen (side 9), og siger videre:

“Der er ingen fælles biologisk forklaringer på DNS, men måske er der en sammenhæng mellem kronisk stress og neurohormonale mekanismer. Som det fremgår af denne bog…ses med tydelighed sygdomspanoramaernes og sygdomsformernes historiske afhængighed.” (side 10.)

AD(H)D nævnes ikke, selvom overvældende træthed hører med til billedet, for en del af spektret, og stress er en helt grundlæggende faktor.

Jeg tror, at ADD ret nemt kunne forveksles med en af de ovenstående sygdomme.

Fra: De nye sygdomme – en debatbog. Udgivet af Den almindelige danske lægeforening i 2000.

ADHD’eres to modes

3. august 2009

“..usikkerhed, stor generthed, føjelighed, tilbagetrukkethed, storsnudethed, praleri, uro og rastløshed, barnlig adfærd, en mangel på frygt og en tendens til at udsætte sig for farer…”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (nu forældet) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 125.)

Som ADHD’er opfører man sig enten i overensstemmelse med de fire første karakteristika – Fx hvis man er sammen med folk, der ikke er aktivt imødekommende.
I godt selskab vil det være de sidste syv, der er i spil. Jo tryggere man er, jo værre kan man rulle sig ud.

Jeg arbejder selvfølgelig hver dag, hvert øjeblik, på at finde ind i et midter-mode imellem de to yderpunkter. Desværre kan jeg overhovedet ikke mærke, hvornår jeg har sat mig i respekt uden at virke uvenlig eller egoistisk. Eller hvornår jeg har været tilpas imødekommende, uden at være servil.

Sandsynligvis vil jeg altid invitere til at folk overtræder mine grænser, hvis jeg altså ikke overtræder deres først.

Ikke fordi jeg synes, at nogen af de to muligheder er særligt tillokkende.

“Som så ofte før når det drejer sig om handicappede er det ikke først og fremmest ressourcer der mangler. Men der er brug for energi til at prøve nye løsninger, mod til at forsøge sig frem. Og frem for alt fantasi.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (tidligere brugt) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 111.)

Ja, i velfærdssystemet virker ‘medarbejderen på gulvet’ først og fremmest drevet af angst for at ‘gøre noget forkert’.
Interessant nok er der stor forskel på, om man henvender sig i en del af systemet, hvor pengene er knappe, eller man taler med en person, der faktisk har bevillinger, han eller hun kan trække på.
Angst og forvirring præger medarbejderne i de ressource/pengesvage dele af min kommune (fx. sygedagpenge og dem, der skal tage sig af syge eller handicappede voksne.)

Når det drejer sig om hjælp til at tage sig ansvarligt af sine børn, er der flere midler og rolige, velovervejede medarbejdere.

Jeg gad vide, om det er fordi de kompetente medarbejdere søger der hen, hvor det faktisk er muligt at gøre noget for borgerne. Eller om medarbejderne i alle afdelinger er ca. lige dygtige, og det bare handler om, at mere tid og flere handlemuligheder, i forhold til den enkelte borger, også giver mere overskud til at gøre sit arbejde godt?