cinemasterpieces

Ukendt kunstner, 1962 via cinemasterpieces

Forvaltningerne i min kommune er befolket med uskyldige og dog æggende små piger.

Forleden dag stødte jeg på socialrådgiver, der havde langt, affarvet gult hår, ligesom Barbie. Hendes forhår var klippet, som man gør med sine dukker, som lille barn: man samler det hår, der skal være kortere, i en håndfuld og klipper det i et klip. Forfra stod hendes gule hår i en vinkel på 45 grader ud fra hendes hovedbund.  Kombineret med en neongrøn t-shirt (der havde en dyb udskæring) var jeg ved at få en sanseoverbelastning, da det endnu var tidligt på dagen.

Ved tanken om børn, der klipper deres dukkers hår, gik det op for mig, at jeg havde fundet nøglen til den helt specielle tøjstil, der dyrkes blandt kvinderne i min kommune:

Socialrådgiverne klæder sig som små piger.

“Vi er uskyldige”, siger de. “Vi kender slet ikke til egoisme, angst eller luskede tricks”.

Socialrådgivernes lillepige-stil peger dels på det naivt ugegennyttige i den traditionelle kvindelige omsorgsrolle, dels på forestillingen om det uspolerede barn, der ‘kun ønsker det bedste for alle’.

Før jeg kom ind i sygedagpengesystemet i 2008, havde jeg, så vidt jeg husker, aldrig mødt en offentligt ansat socialrådgiver. Hvis jeg skulle have luftet en stereotyp forestilling om, hvordan en socialrådgiver i min kommune gik klædt, så ville jeg nok have sagt, at de vel gik klædt som syge/sundhedsplejersker, pædagoger og folkeskolelærere i kommunen gik klædt – hvis man da kunne komme med en generel beskrivelse af gruppens tøjstil, overhovedet.

Jeg er stødt på en del pædagoger, lærere og sundhedsplejersker, fordi jeg har et barn, der, dels, har gået i institution, og nu i skole, og, dels, har fået sine sundhedstjeck. De tre grupper af ‘omsorgspersoner med mellemlange uddannelser’, går klædt lidt på samme måde, alle sammen:

Praktisk, uprætentiøst, velegnet til at bevæge sig i, godt til al slags vejr, let at vaske efter aktiv brug. Skal man kaste sig ud i en lommesociologisk analyse af den måde at klæde sig på, kan man sige, at den signalerer noget om bærerens identitet som kvinde og professionel: (Majoriteten i den jobtype er kvinder.) Det vigtige, for den kvindetype og den jobidentitet, er, at man er både selvstændig, ansvarlig og engageret. Man bruger sine sanser og fysiske og psykiske nærvær til at udføre sit job – og til at være kvinde.

Umiddelbart ville jeg have troet, at ovenstående kvindelighed og arbejdsidentitet også var afspejlet i kommunalt ansatte sagsbehandlere/socialrådgiveres påklædning.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg mødte op i sygedagpengesystemet. Min sagsbehandler var en kvinde, mellem 45 og 55. Det havde jeg vel også forestillet mig.

Hun havde en sporty korthårsfrisure med noget permanent og auberginefarvet skyllefarve i toppen. Hendes overdele var som oftest godt udringede, med et kig til kavalergangen og med flæser i udskæringen. Til det, en lårkort nederdel, gerne med nogle læg, og leggins – alternativt: capribukser. På fødderne havde hun flade ballerinasko med blomster, spænder eller sløjfer på. Modsat den typiske lærer/pædagog/sundhedsplejerske bar hun masser af smykker: tynde kæder om håndleddet med påsatte charms, øreringe i flere led og et vedhæng i kavalergangen.

Jeg må indrømme, at jeg smilede ad denne blanding af Audrey Hepburn og bordelmutter, da jeg hilste på min sagsbehandler første gang. Men jeg tænkte, at det nok bare var hendes personlige stil – ikke en trend i faget.

Lærer/pædagog/sundhedsplejerskernes påklædning sender et signal om, at de ‘vil det bedste for alle’ OG at de i deres sansende nærvær har et redskab til handling, som er i brug. Der er en tillid til faglighed og personlige ressourcer.

Socialrådgivernes påklædning signalerer passiv uskyld – Man forventer da ikke af en lille pige, at hun ved egen kraft skal tage et professionelt ansvar for andre??

Og kavalergangene?

“Vi er tingsliggjorte”, vi er objekter, frarøvet vores selvstændighed, siger kavalergangene. Underkastelse er vores overlevelsesstrategi. “Jeg gør hvad som helst, du beder mig om,” siger kavalergangen til den overordnede – og til borgeren: “spørg ikke efter min saglighed – jeg prioriterer den ikke”.

Min økonomiske situation, min arbejdsprøvning og ventetiden på at få at vide, om jeg kan indstilles til fleksjob/pension har taget hårdt på mig. Jeg havde et decideret sammenbrud i forsommeren.

Så siden har jeg talt mange flere offentligt ansatte sagsbehandlere. Og de har alle sammen hår, der har været gennem overvældende mange frisør-sessions. De viser alle sammen barm, indrammet i flæser. Og de har armlænker med charms og små ballerinasko i douche farver.

Eller rettere, langt de fleste af dem, der er bange, har. Det er dresscoden for de pressede, dem, der ikke tør prioritere, eller træffe en beslutning på egen hånd – dem, der bare håber, at hvis de trækker tiden ud, så forsvinder borgeren, med alle sine behov, væk fra hendes skrivebord – De har den tøjstil, man kunne kalde Audrey meets boudoir.

Min egen analyse af “påklædningsmæssig habitus blandt kvinder med mellemlange uddannelser i Københavns Kommune”, fik mig til at tænke på Vladimir Nabokovs roman, Lolita, der handler om en mindreåring teenage-pige, der må leve med sin adoptivfars seksuelle overgreb, da hendes mor dør. “Underkjoler kan vi ikke lide”, siger Humbert Humbert, adoptivfaren, der  gør sit overgreb på Lolita absolut ved at forbyde hende at gå med undertøj, så hun altid er frataget sin intimsfære, sit personlige råderum.

Nabokov fortæller i forordet til min udgave af romanen, at han fandt inspiration til historien, da han læste en artikel i avisen, om et forsøg med at lære aber i zoologisk have at tegne. Efter mange forsøg var det lykkedes en dyrepasser at få en abe til at samle et stykke kridt op, hvorpå den, på et ark papir, havde tegnet tremmerne i sit eget bur. Siden lykkedes det aldrig at få aben til at tegne igen.

Relaterede indlæg:

Ja, det oplever jeg hele tiden!

Links til sygedagpengeregler, fleksjobregler og Ankestyrelsens afgørelser.

Reklamer

“Som så ofte før når det drejer sig om handicappede er det ikke først og fremmest ressourcer der mangler. Men der er brug for energi til at prøve nye løsninger, mod til at forsøge sig frem. Og frem for alt fantasi.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (tidligere brugt) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 111.)

Ja, i velfærdssystemet virker ‘medarbejderen på gulvet’ først og fremmest drevet af angst for at ‘gøre noget forkert’.
Interessant nok er der stor forskel på, om man henvender sig i en del af systemet, hvor pengene er knappe, eller man taler med en person, der faktisk har bevillinger, han eller hun kan trække på.
Angst og forvirring præger medarbejderne i de ressource/pengesvage dele af min kommune (fx. sygedagpenge og dem, der skal tage sig af syge eller handicappede voksne.)

Når det drejer sig om hjælp til at tage sig ansvarligt af sine børn, er der flere midler og rolige, velovervejede medarbejdere.

Jeg gad vide, om det er fordi de kompetente medarbejdere søger der hen, hvor det faktisk er muligt at gøre noget for borgerne. Eller om medarbejderne i alle afdelinger er ca. lige dygtige, og det bare handler om, at mere tid og flere handlemuligheder, i forhold til den enkelte borger, også giver mere overskud til at gøre sit arbejde godt?

Her ligger nogle interessante links, der har at gøre med sygedagpenge-regler, fleksjob og pension.

En gruppe sygemeldte borgere i Frederikssund har lagt et link til love og bekendtgørelser på sygedagpengeområdet – den er over 250 sider lang. MEN der er en indholdsfortegnelse først og et stikordsregister til sidst, så man kan godt orientere sig i den. Linket ligger nederst på denne side: sygifrederikssund.dk. Linket er lagt ud af Arbejdsdirektoratet, på deres hjemmeside, adir.dk.

Ankestyrelsen er det sted, der kan klages over kommunal sagsbehandling (eller mangel på samme) og sagsbehandling i Det Sociale Nævn. På deres hjemmeside er en søgefunktion (altså en lille, hvide bjælke med et forstørrelsesglas i) øverst i højre hjørne. I søgefunktionen kan man taste et stikord, fx ‘sygedagpenge’. Så får man en liste med links til sager, som Ankestyrelsen har afgjort. Afgørelserne fra Ankestyrelsen danner præcedens, det vil sige, at kommunerne skal rette sig efter Ankestyrelsens afgørelse, når de senere hen får en ny sag, der indeholder den samme problemstilling.

Socialjura.dk hører under et forlag, der udgiver publikationer om jura og lovstof. På deres hjemmeside finder man også en søgefunktion øverst i højre hjørne. Igen, tast et stikord ind i søgefunktionen (stikordet skal handle om det, der bekymrer dig, fx: ’52 uger’.) – så får du en liste med links, både til love og bekendtgørelser, Ankestyrelsen og domstolenes domme i sociale sager.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har præsentationer af arbejdsenvnemetoden til både læger, sagsbehandlere og borgere. De har også generelle vejledninger til sagsbehandlere i sygedagpenge systemet liggende. Det er en virkelig god investering af tid af læse lidt i vejledningerne.

Det giver et meget præcist billede af det pres, der lægges på sagsbehandlerne for at ‘stille krav’ fremfor at gøre de syge til ‘ofre’.

Når man leder efter en lovtekst, bekendtgørelse, skrivelse, vejledning, eller lignede, kan de være svære at finde, selvom man finder et eller flere ord der betegner ens problemstilling og laver en google-søgning på dem. Derfor kan det være rart at kende nogle sites, som dem ovenfor, der har samlet en mængde lovstof.

Der vil altid være en bunke love/bekendtgørelser osv. der berører det emne, man er i gang med at orientere sig i, så det tager tid at finde den vinkel på emnet, man skal bruge. Man vil tit være nødt til at tjekke alle de links, man får, når man bruger søgefunktionen på et af de sites, jeg har nævnt ovenfor. Og man er nødt til at fortsætte med at skrive søgeord, der dækker det, man vil undersøge, hvis man ikke med det samme finder, hvad man skal bruge.

Skriver man et stikord, som fx ’52 uger’ ind i google eller yahoo, vil de første hits ret tit være: k10.dk, der er et samtaleforum under en patientforening, eller: minerettigheder.dk, der er online svar på sociale spørgsmål fra en patientforening, der hedder det samme som hjemmesiden.

Jeg skal ikke nægte, at de to addresser  driver mig til vanvid, som kun en ADHDer kan drives til vanvid. Det er fordi, man begge steder får indtryk af, at der sidder folk med faglig viden og/eller stor erfaring med at sætte sig ind i love og bekendtgørelser. MEN de samme mennesker LINKER ALDRIG til bekendtgørelsen eller den konkrete lovtekst, de refererer til.

Hvorfor er det så irriterende, når der ikke bliver linket?

Fordi man ikke kan henvende sig til en offentlig myndighed og sige: “idet jeg henholder mig til Lis og Bjarne fra k10.dk…”  – Hvis der lå links i forlængelse af de råd og forklaringer, siderne, k10 og minerettigheder, giver, kunne man godt henvende til en offentlig myndighed, på baggrund af et råd, man havde fået der. Når man altså havde tjekket linket.

Forskellen mellem de offentlige hjemmesider, med søgefunktion til de grundlæggende regler, og de brugerdrevne sites, der kun sjældent linker til de grundlæggende regler, som brugerne har behov for at kende, demonstrerer virkelig godt, hvor vigtigt det er, at man kan taler sproget, i det system, der skal hjælpe en. Igen et fingerpeg om, at det nok ikke er de svageste og de mest irriterende, der får hjælp. Øv.

jakobsboeskov02

Jakob S. Boeskov, 2007, fra Statens Museum for Kunst.


NB: jeg har linket til love og bekendtgørelser på de hjemmesider, jeg introducerer i dette indlæg. Hvis du fører musen over linket, kan du se hvilket kapitel og hvilke paragraffer på siden, jeg henviser til. Du finder også en række links, om sygdom og juridisk hjælp, i spalten til højre for denne.

0.Hvis man af fysiske eller psykiske årsager har svært ved at tilpasse sig arbejdsmarkedet, er det vigtigt at have behandlere, man kan kommunikere ordentligt med. Læs derfor først mine indlæg:

Hvordan genkender jeg en god læge?

Hvordan genkender jeg en god psykiater?

Dine gode behandlere anbefaler dig en sygemelding – og nu tror du måske, at samfundet hjælper og støtter dig under din sygdom og stille og roligt får dig på benene igen. Sådan er det desværre sjældent.

Ofte er det sådan, at man får hjælp, hvis man har overblik og energi til at argumentere for, at man skal have det – og hvis man kender til de grundlæggende regler i sygedagpenge-systemet.

Hvis man ikke er vant til at færdes i de offentlige systemer, forestiller man sig måske, at den sagsbehandler, man får, selv fortæller en om regler, krav og muligheder i systemet. Men normalt er der ikke tid og overskud til det.

Derfor:

1. Find en bisidder.  – Det er ikke min intelligens, der fejler noget, siger du måske.  – Jeg kan godt føre en fornuftig samtale.

Det kan du sikkert også.

Men desværre er de kommunale sagsbehandlere så ophængte, at de har ikke tid til at læse borgernes papirer, eller til at sætte sig ind i, hvad forskellige diagnoser betyder i forhold til nutidens arbejdsmarked.

Derfor vil sagsbehandleren ofte tage beslutninger i forhold til dig og din situation, der bygger på, hvordan sagsbehandleren selv forestiller sig, din sygdom og arbejdsmarkedet spiller sammen, uden rigtig at forstå, hvad du har af problemer med helbred og arbejde.

Det kan være både meget forvirrende, og stærkt grænseoverskridende, at sidde overfor en person, der skal træffe beslutninger på dine vegne, uden at han/hun overhovedet forstår din situation. Ofte er det svært at holde fast i, hvad det er, man har brug for, når man slet ikke kan genkende sin sag eller sig selv i det, sagsbehandleren taler om.

Bisidderen kan hjælpe med at holde fast i det, der er din virkelighed, udenfor den kommunale sagsbehandlers trætte hjerne.

Der findes ikke nogen landsdækkende bisidder-ordning. Men spørg i den lokale afdeling af din fagforening, a-kasse eller patient-forening.

2. Få kontakt til en uvildig socialrådgiver. Aftal et møde med en socialrådgiver udenfor det offentlige system enten i din fagforening, a-kasse eller patientforening eller en uvildig socialrådgiver, der er stillet til rådighed på et hospital, et bibliotek eller en NGO – det kunne være sr-bistand.dk. Tag din bisidder med.

Forklar, at du er startet i et sygedagpengeforløb, forklar hvorfor du ikke er sikker på, du er fuldt funktionsdygtig på arbejdsmarkedet, når du forlader sygedagpengesystemet (efter max. 52 uger).

Spørg socialrådgiveren om, hvad du skal have sygedagpengesystemet til at hjælpe dig med, for at du er ordentligt forberedt økonomisk og erhvervsmæssigt, når du har været sygemeldt et år og skal til at forlade systemet.

Skriv en liste (eller bed din bisidder gøre det) over vigtige ting, du skal have afklaret med sygedagpengesystemet, på baggrund af den uvildige sagsbehandlers forslag – og bed socialrådgiveren læse og kommentere den, så du er sikker på, du fik det hele med.

Det er vigtigt, du selv fokuserer på, hvilke spørgsmål, du skal have svar på, for at komme videre. Før hver samtale med den uvildige socialrådgiver, skal du tænke grundigt igennem (evt. sammen med din bisidder), hvilke spørgsmål,  du ønsker at få svar på. Socialrådgiveren er der for at svare på konkrete spørgsmål. Ikke for at ‘rede dit kaos ud’ – eller for at overtage ansvaret for, at du får en fair sagsbehandling.

3. Visitation til gruppe 1 – 3: Når du sygemelder dig til kommunen, vil de på baggrund af diagnose og evt. lægeerklæring, placere dig i en gruppe, der henviser til din sygdomsprognose og din generelle egnethed til arbejdsmarkedet. Hver gang du ser din sagsbehandler, skal vedkommende tage stilling til, om du fortsat passer i den gruppe, du for øjeblikket er visiteret til.

Bliver du visiteret til gruppe to, vurderes det, at du er du i ‘farezonen’ for at ryge ud i et længere sygeforløb og derfor skal du møde ind en gang om måneden. Brug de mange møder til systematisk at forhøre om, hvordan man læser dine papirer fra behandleren, og hvad man har tænkt sig at gøre for at hjælpe dig.

4. Status-attest/lægeerklæring. Når du er længerevarende sygemeldt, vil sygedagpenge-systemt normalt bede en eller flere af dine behandlere om en statusattest. Det vil ofte være det, der står i statusattesten, der afgør, om du fortsat kan opfattes som sygemeldt, eller om sygedagpengesystemet beslutter at raskmelde dig.

Hvis du er sygemeldt fra et job (og ikke fra arbejdsløshed), vil du måske blive opfordret til en delvis raskmelding. Det er vigtigt, at du og din behandler er enige om, om det er fornuftigt i forhold til din sygdom. Tal med din behandler før du beslutter dig for en delvis raskmelding.

Det vil også være i statusattesten/lægeerklæringen, der er argumenterer for, at du fx skal arbejdsprøves, så kommunen kan finde ud af, hvor du måske har behov for støtte på arbejdsmarkedet, og hvor meget, du kan overkomme at arbejde, hver uge.

Sørg for en grundig samtale med din behandler før statusattesten/lægeerklæringen skrives – bed evt. selv om at få sat nogle tilføjelser ind.

Sørg for, at dine problemer og behov på arbejdsmarkedet står beskrevet tydeligt og let forståeligt i statusattesten/lægeerklæringen. I sygedagpengesystemet forstår de ikke kringlet lægesprog og latinske betegnelser. Det, der ikke er forståeligt, tæller ikke i sygedagpengesystemets travlhed.

5. Hav en kopi af statusattest/lægeerklæring med til alle møder med din sagsbehandler i sygedagpengesystemet – Giv også en kopi til din bisidder. Læs statusattesten meget grundigt igennem (eller få din bisidder til at gøre det) og sæt streger under de steder i attesten, der beskriver dit behandlingsforløb og dine behov/problemer på arbejdsmarkedet.

På den måde har du og din bisidder altid et sæt klare argumenter for, hvorfor du ikke skal raskmeldes, eller hvorfor du har behov for støtte på arbejdsmarkedet.

6. Lægekonsulent. Du ser sikkert løbende dine behandlere, og de forklarer dig, hvordan det forholder sig med dit sygdomsforløb. Muligvis er dine behandlere også blevet bedt om at skrive en statusattest til din sagsbehandler.

Men hvis sagsbehandleren er i tvivl om, hvad det, du siger, og det, statusattesten/lægeerklæringen siger, betyder, i  forhold til arbejdsmarkedet, kan han/hun spørge en lægekonsulent om en vurdering af din sag, i forhold til arbejdsmarkedet.

Sagsbehandleren kan tage vigtige beslutninger på baggrund af en vurdering fra den lægefaglige konsulent. Derfor er det vigtigt, at du med det samme beder om lægekonsulentens vurdering af dig på skrift.

Hvis lægekonsulentens vurdering af dig ikke er den samme som din egen behandlers vurdering, bør du straks klage over konsulentens vurdering. Husk, at du kun har en måned til at klage.

En lægekonsulent kan IKKE underkende, hvad en anden læge allerede har dokumenteret. – Forlyder det her. Der er andre kendelser fra Ankestyrelsen, der giver kommunens brug af lægekonsulenter mere plads. Men generelt vil man få medhold, hvis lægekonsulenten kommer med en overfladisk vurdering af et grundigt stykke arbejde fra hospital eller praktiserende læge.

Har din sagsbehandler nået at træffe nogle beslutninger på baggrund af den lægefaglige konsulents vurdering, skal du selvfølgelig også klage over sagsbehandlerens beslutninger, som jo er taget på et forkert grundlag.

Din sagsbehadler må ikke trække tiden ud, eller forsøge at ændre den lægelige vurdering af dig, ved at inforskrive nye journaludskrifter/statusattester/lægeerklæringer, hvis der ikke er sket en ny udvikling i din sygdom.

7. Sygedagpengeberettiget eller stationær helbredstilstand: Hver gang du ser din behandler, så spørg om behandleren mener, du stadig bør være sygemeldt. Hvis behandleren mener ja, så spørg hvad begrundelsen er. – På sygedagpengekontoret kan de nemlig kun forholde sig til meget konkrete grunde – også selvom du har en statusattest, der giver udtryk for, at dit sygdomsforløb ikke er slut.

Når din behandler har fået overblik over din sygdom og du er blevet opereret, trænet op og din medicin virker, og du på alle måder er på et ‘stationært niveau’ i forhold til den sygdom, der gjorde, at du meldte dig syg, så hører du faktisk ikke til i sygedagpengesystemet længere.

Stationært niveau betyder altså ikke nødvendigvis, at du er 100% funktionsdygtig på arbejdsmarkedet. Det betyder bare, at du har det så godt, man kan forvente, du vil få det, når du har fået behandlingen af din sygdom på plads.

På det tidspunkt, hvor din tilstand er stabil, skal der allerede være taget stilling til, om du er 100% funktionsdygtig på arbejdsmarkedet og du skal være godt inde i en arbejdsprøvning, hvis din behandler mener, du kan ende med at have en varig funktionsnedsættelse.

Skriv ned, hvorfor din behandler mener, du stadig bør være sygeldt. Hav notatet liggende i en plasticlomme sammen med statusattesten, så du har et svar, hvis din sygedagpengesagsbehandler lige pludselig mener, du bør raskmeldes.

Hvis du selv mener, du har behov for at være sygemeldt, men din behandler mener, du er klar til en raskmelding, er det vigtigt, du er ærlig overfor både dig selv og behandleren:

Er du udmattet? Smerter? Stresset? Angst? Deprimeret? Hvis du selv og din behandler er bevidste om det, kan du få hjælp. Hvis du har svært ved at sætte ord på din tilstand, skal du sige til din behandler, at du ikke føler, du magter at begynde at arbejde og at du behøver hjælp til at formulere hvorfor.

8. Ressource-profil. I sygedagpenge-systemet vil man skrive en ressourceprofil, der handler om hvilke evner og muligheder, du har på arbejdsmarkedet. Der skal også stå i din profil, hvilke svagheder du har, i forhold til arbejdsmarkedet.

Ressourceprofilen er ikke færdig, før du har godkendt den.

Du skal ALDRIG, godkende den, før der står, hvilke typer af arbejdsopgaver, du har svært ved. Der skal være eksempler fra jobs (uddannelse, læreplads, praktiske opgaver hjemme hos dig selv eller foreningsarbejde), du har haft, hvor du har haft problemer med de arbejdsopgaver, du nævner i ressourceprofilen.

Det skal også stå i ressourceprofilen, hvis du:

– arbejder langsommere end andre, der laver det samme stykke arbejde,

– hvis du har svært ved at tilpasse dig de sociale normer på en arbejdsplads,

– har brug for særlige arbejdstider (fx eftermiddag/aften),

– har brug kortere arbejdstid,

– har brug for mange pauser,

– hvis det, at du er i arbejdsprøvning, belaster dig så meget, at du har problemer med husholdning, familieliv osv.

– har brug for særlige hjælpemidler eller andre særlige hensyn – fx et miljø uden støj og kolleger, der bryder ind i dit arbejde.

Når der bliver taget stilling til din situation, fx om du skal have revalidering, fleksjob eller pension, vil ressourceprofilen sandsynligvis være det eneste, der bliver læst. Statusattest/lægeerklæring og andre papirer vil ligge i sagsmappen, men i praksis vil det være ressourceprofilen, der afgør sagen.

Derfor er det vigtigt, at ressourceprofilen viser, at du virkelig har forsøgt og meget gerne vil arbejde – men ikke er i stand til det, på normale vilkår. Det er meget vigtigt, at der er mange konkrete eksempler på, hvordan tingene er gået galt for dig i dit arbejdsliv (eller i andre typer opgaver i dit liv, hvis du ikke har eksempler fra tidligere ansættelser).

Konkrete eksempler er det, sygedagpengesystemet bedst kan forholde sig til. Så de er nødvendige at finde frem, hvor ubehagelige, de end måtte være at huske på.

NB: ARBEJDSEVNEMETODEN, der er metoden bag ressource-profilen, bliver vurderet i denne artikel. Den giver et meget realistisk billede af, hvordan sagsbehandlere i sygedagpenge-systemet føler sig presset til at behandle  borgerne: Artikel i Ugeskrift for Læger.

Læs også indlæg i Information: De syge behandles som ledige.

Vigtigt at huske:

a. Sygedagpengeperioden er på max. et år. Man kan ikke modtage sygedagpenge i mere 52 uger – perioden bliver kun i sjældne tilfælde forlænget. Perioden kan ikke forlænges på grund af langsom sagsbehandling fra sygedagpengesystemets side.

b. Skriv breve, bed om aktindsigt – og bliv ved. Bor du i en dårligt ledet kommune, vil sagsbehandleren i din sag sandsynligvis helst undgå at tage aktivt stilling til dig. Du vil måske opleve, at I har forstået en aftale, I har lavet, helt forskelligt. Skriv et brev til vedkommende om det og behold en kopi. Brevet skal blive liggende i dine sagsakter, som en del af dokumentationen. Det skal mails også – men det glippet tit for den travle sagsbehandler, der ikke får dem læst og svaret.

Et brev sendt med snail-mail er derfor en god måde at sørge for, at man også kan læse dit sin på din sag ud af sagens akter. Hvis du vil klage, er det også nemmest, hvis man kan dokumentere, at man faktisk har gjort sagsbehandleren opmærksom på sit synspunkt, sit behov eller på noget, man ikke kan forstå, i forbindelse med sagsbehandlingen.

Går sagsbehandlingen langsomt, så bed om aktindsigt hver tredie måned. Læs sagens akter igennem, sammen med din bisidder. Hvis der er noget, du undrer dig over, eller ikke kan forstå, så vis det til den uvildige sagsbehandler – og skriv til din sagsbehandler og spørg, hvad det drejer sig om.

c. Klager skal rejses umiddelbart efter hver beslutning, der bliver truffet i din sag. Klagefristen er en måned. Hver gang, du har været til møde, har du en måned til at klage over de beslutninger, der blev taget ved eller efter det møde du var til sidst – En måned efter en beslutning er taget, er fristen, for at klage over netop den beslutning, udløbet.

Det er altså en rigtig dårlig ide, at vente til næste møde med at klage til sin sagsbehandler over en beslutning, der blev taget ved sidste møde!

Generelt er der ikke nogen grund til at rode sig ud i endeløse diskussioner om sin helbredstilstand med en kommunal sagsbehandler.

Virker sagsbehandleren ligegyldig eller uforstående, er det eneste konstruktive, stille og roligt at bede om sagsbehandlerens vurdering, af hvorfor der ikke er grund til at arbejdsprøve dig, på skrift og herefter klage. I klagen tager du udgangspunkt i din behandlers vurdering af dig.

Lav en skriftlig klage i to eksemplarer. Den ene sender du  til din hjemkommune, den anden til Det Sociale Nævn, som er et nævn under Statsforvaltningerne.

Man bør også klage over stilstand i sin sag. Hvis tiden får lov til at gå, uden at der bliver truffet nogen beslutninger, der leder hen imod en konstruktiv løsning for din tilbagevenden på arbejdsmarkedet, risikerer du at stå uden ret til dagpenge eller sygedagpenge, når der er gået et år – Og uden løsning på, hvordan du kommer ind på arbejdsmarkedet med en funktionsnedsættelse.

Når man indsender en klage, skal man forklare, hvorfor sagsbehandlerens beslutning er et problem. Argumenterne for, hvorfor beslutningen (eller de manglende beslutninger) er ukonstruktive for dig, skal du finde i din statusattest/lægeerklæring. Spørg din behandler til råds.

d. Du har ret til en skriftlig redegørelse, hver gang der er truffet en beslutning på dine vegne. Men du får den kun, hvis du beder om den. Ved slutningen af hvert møde i sygedagpengesystemet skal du bede om at få tilsendt et brev fra sagsbehandleren, der indeholder alle de beslutninger, din sagsbehandler har taget, under og efter mødet. – Der vil blive truffet større og mindre beslutninger i forbindelse med hvert møde.

Når brevet ankommer, bør du tale med din bisidder om de beslutninger, der er taget på dine vegne. Er du I i tvivl, så aftal et møde med den uvildige socialrådgiver, jeg nævner under 2.

Gem i alle tilfælde brevene.

e. Hvis du underskriver en erklæring om, at du er raskmeldt, har du selv raskmeldt dig. Du lukker dermed din sag.

Herefter kan du ikke:

– klage over det overordnede sagsforløb.

– modtage sygedagpenge igen, de næste 13. uger – og herefter kun, hvis du har arbejdet 20% af de 13 uger.

– gøre krav på, at du har behov for særlige hensyn på arbejdsmarkedet, i forhold til sygedagpengesystemet.

Din sagsbehandler behøver ikke at afslutte sagen, og der behøver ikke at ligge en færdiggjort ressourceprofil i din sagsmappe. Sagsbehandleren behøver ikke at argumentere for, at du kan raskmeldes i forhold til gældende regler, hvis du underskriver din egen raskmelding.

f. Formularen ‘dp212 Erklæring om raskmelding’: Efter 52 uger, eller måske før, vil din sagsbehandler højst sandsynligt sige, at der lovmæssigt ikke længere kan argumenteres for, at du skal have sygedagpenge. Hvis du accepterer påstanden, vil du blive præsenteret for en formular, der har et nummer og en titel (fx. ovenstående) – ellers står der intet på den.

Det er en raskmeldingsformular.

Hvis du skriver formularen under, har du selv meldt dig rask, og har ikke krav på noget – ikke engang en mulighed for at klage.

Skriv ikke under på nogen formularer i sygedagpengesystemet i forbindelse med raskmelding, hvis du er i tvivl om, om du er 100% klar til at forsørge dig selv, uden støtte – Tag formularen med hjem og spørg din uvildige socialrådgiver, før du beslutter dig.

Hvis sagsbehandleren er sikker på at du i juridisk forstand er rask, kan vedkommende selv raskmelde dig – og skal så afslutte din sag skriftligt og argumentere for, at du er på et stabilt niveau, og at du ikke har behov for at få undesøgt, om du er 100% funktionsdygtig.

Efterfølgende har man en måned til at klage over de argumenter sagsbehandleren bruger, når han/hun forklarer, hvorfor du er raskmeldt uden at du har fået nogen støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

g. Hvis du ønsker at modtage dagpenge fra din a-kasse, skal din læge skriftligt attestere, at du er fuldt arbejdsdygtig, før du igen har ret til dagpenge, efter en længerevarende sygemelding.

h. Du har ret til kontanthjælp hvis – og kun hvis – du ikke har formue, fx i form af lejlighed/hus/sommerhus/bil, du kan tage lån i eller sælge.

– Din ægtefælle ikke tjener mere om måneden end det dobbelte af den månedlige kontanthjælpsydelse.

i. Hvis du er i stand til at arbejde 20 timer pr. uge eller mere, er du ikke berettiget til fleks-job. Men du kan stadig blive arbejdsprøvet, fx med henblik på revalidering.

Lovsang til min advokat

22. marts 2009

Tilbage til lovens intention!

I går ringede min advokat. Efter tre uger var det lykkedes Københavns Kommune at finde min sygedagpengesag i arkiverne. Om mit – afsluttede – forløb i sygedagpengesystemet sagde han:

– systemet bærer præg af, at den enkelte sagsbehandler er bange for at vække mishag hos deres overordnede.

– sagen er præget af de professionelles manglede overblik over, hvad det er for en person, de står overfor.

– sagen er præget af, at den enkelte professionelle, der er involveret, kun ser på sin egen delmængde af sagen, og at ingen har lyst til at tage det overordnede ansvar.

Og så er det jo et fantastisk held for mig, at mine forældres barndomsven, ganske vederlagsfrit, påtager sig det overordnede ansvar for, at min arbejdsprøvning på jobcenter ikke ender som min sygedagpengesag, nemlig med – ingenting.

HAN danner sig et overblik. Med enkle spørgsmål indkredser han, hvor mit problem, i forhold til arbejdsmarkedet, ligger, og konkluderer:

– de huller, du kunne udfylde, er der sikkert allerede nogle andre, hurtige mennesker, der tager sig af, ud over deres fuldtidsjobs. Folk der har bevist, at de kan levere.

Han lægger stikord ud, så jeg kan forklare, hvor mine problemer er, i forhold til de praktiske/logistiske problemer, der opstår, når man som ADHDer får et barn.

Og forsigtigt, forsigtigt taler han med mig om min mand, og danner sig, mens vi tale hverdagsliv, et billede af, hvad min mand kan rumme – hvor hans styrker ligger og hvor han må give op.

Til sidst spørger denne lille, tætte vestjyde på godt 60: Og hvor i alt det her er der så plads til at være dig? Hvad er det, der får dig til at stå op om morgenen?

Jeg er målløs. Er jeg til møde med min advokat, eller er jeg på ø-lejr?? Det slår mig, at dygtige psykologer ofte kunne gøre mindst lige så meget for deres klienter, hvis de var blevet jurister. For slet ikke at tale om teologerne – I juraen er der virkelig et kald for personer, der er optaget af ‘etik og mødet med det enkelte menneske.’

For første gang, siden min diagnose begyndte at give mig vanskeligheder, møder jeg en professionel, der vælger at prioritere mig, som individ, frem for, eksempelvis:

sin fritid, sin indtægt, en spændende arbejdsopgave, en spændende karrieremæssig kontakt.

Han vælger min sag, fordi han føler sig forpligtet på de mennesker, der omgiver ham og fordi han har en faglig og menneskelig stolthed. Han vil andre mennesker.

Ligesom min psykiater, ønsker han, at samfundet ville opføre sig redeligt overfor sine borgere. (Men sundhedssektoren har beklageligvis ingen rettigheder overfor den praktiske/juridiske del af det offentlige system.)

Og det ville jeg også. For der er ingen rimelighed i, at jeg får min sag behandlet efter lovens intention – det, der var meningen med loven, da den blev vedtaget –

Mens andre, der ikke har energiske, engagerede advokater i deres omgangskreds, må nøjes med at få deres sag behandlet efter lovens bogstav – altså sådan, som man kan vælge at læse loven, hvis man som sagsbehandler i det offentlige system prioriterer et smil fra teamlederen, frem for en besk kommentar og en fyreseddel i næste nedskæringsrunde.