cinemasterpieces

Ukendt kunstner, 1962 via cinemasterpieces

Forvaltningerne i min kommune er befolket med uskyldige og dog æggende små piger.

Forleden dag stødte jeg på socialrådgiver, der havde langt, affarvet gult hår, ligesom Barbie. Hendes forhår var klippet, som man gør med sine dukker, som lille barn: man samler det hår, der skal være kortere, i en håndfuld og klipper det i et klip. Forfra stod hendes gule hår i en vinkel på 45 grader ud fra hendes hovedbund.  Kombineret med en neongrøn t-shirt (der havde en dyb udskæring) var jeg ved at få en sanseoverbelastning, da det endnu var tidligt på dagen.

Ved tanken om børn, der klipper deres dukkers hår, gik det op for mig, at jeg havde fundet nøglen til den helt specielle tøjstil, der dyrkes blandt kvinderne i min kommune:

Socialrådgiverne klæder sig som små piger.

“Vi er uskyldige”, siger de. “Vi kender slet ikke til egoisme, angst eller luskede tricks”.

Socialrådgivernes lillepige-stil peger dels på det naivt ugegennyttige i den traditionelle kvindelige omsorgsrolle, dels på forestillingen om det uspolerede barn, der ‘kun ønsker det bedste for alle’.

Før jeg kom ind i sygedagpengesystemet i 2008, havde jeg, så vidt jeg husker, aldrig mødt en offentligt ansat socialrådgiver. Hvis jeg skulle have luftet en stereotyp forestilling om, hvordan en socialrådgiver i min kommune gik klædt, så ville jeg nok have sagt, at de vel gik klædt som syge/sundhedsplejersker, pædagoger og folkeskolelærere i kommunen gik klædt – hvis man da kunne komme med en generel beskrivelse af gruppens tøjstil, overhovedet.

Jeg er stødt på en del pædagoger, lærere og sundhedsplejersker, fordi jeg har et barn, der, dels, har gået i institution, og nu i skole, og, dels, har fået sine sundhedstjeck. De tre grupper af ‘omsorgspersoner med mellemlange uddannelser’, går klædt lidt på samme måde, alle sammen:

Praktisk, uprætentiøst, velegnet til at bevæge sig i, godt til al slags vejr, let at vaske efter aktiv brug. Skal man kaste sig ud i en lommesociologisk analyse af den måde at klæde sig på, kan man sige, at den signalerer noget om bærerens identitet som kvinde og professionel: (Majoriteten i den jobtype er kvinder.) Det vigtige, for den kvindetype og den jobidentitet, er, at man er både selvstændig, ansvarlig og engageret. Man bruger sine sanser og fysiske og psykiske nærvær til at udføre sit job – og til at være kvinde.

Umiddelbart ville jeg have troet, at ovenstående kvindelighed og arbejdsidentitet også var afspejlet i kommunalt ansatte sagsbehandlere/socialrådgiveres påklædning.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg mødte op i sygedagpengesystemet. Min sagsbehandler var en kvinde, mellem 45 og 55. Det havde jeg vel også forestillet mig.

Hun havde en sporty korthårsfrisure med noget permanent og auberginefarvet skyllefarve i toppen. Hendes overdele var som oftest godt udringede, med et kig til kavalergangen og med flæser i udskæringen. Til det, en lårkort nederdel, gerne med nogle læg, og leggins – alternativt: capribukser. På fødderne havde hun flade ballerinasko med blomster, spænder eller sløjfer på. Modsat den typiske lærer/pædagog/sundhedsplejerske bar hun masser af smykker: tynde kæder om håndleddet med påsatte charms, øreringe i flere led og et vedhæng i kavalergangen.

Jeg må indrømme, at jeg smilede ad denne blanding af Audrey Hepburn og bordelmutter, da jeg hilste på min sagsbehandler første gang. Men jeg tænkte, at det nok bare var hendes personlige stil – ikke en trend i faget.

Lærer/pædagog/sundhedsplejerskernes påklædning sender et signal om, at de ‘vil det bedste for alle’ OG at de i deres sansende nærvær har et redskab til handling, som er i brug. Der er en tillid til faglighed og personlige ressourcer.

Socialrådgivernes påklædning signalerer passiv uskyld – Man forventer da ikke af en lille pige, at hun ved egen kraft skal tage et professionelt ansvar for andre??

Og kavalergangene?

“Vi er tingsliggjorte”, vi er objekter, frarøvet vores selvstændighed, siger kavalergangene. Underkastelse er vores overlevelsesstrategi. “Jeg gør hvad som helst, du beder mig om,” siger kavalergangen til den overordnede – og til borgeren: “spørg ikke efter min saglighed – jeg prioriterer den ikke”.

Min økonomiske situation, min arbejdsprøvning og ventetiden på at få at vide, om jeg kan indstilles til fleksjob/pension har taget hårdt på mig. Jeg havde et decideret sammenbrud i forsommeren.

Så siden har jeg talt mange flere offentligt ansatte sagsbehandlere. Og de har alle sammen hår, der har været gennem overvældende mange frisør-sessions. De viser alle sammen barm, indrammet i flæser. Og de har armlænker med charms og små ballerinasko i douche farver.

Eller rettere, langt de fleste af dem, der er bange, har. Det er dresscoden for de pressede, dem, der ikke tør prioritere, eller træffe en beslutning på egen hånd – dem, der bare håber, at hvis de trækker tiden ud, så forsvinder borgeren, med alle sine behov, væk fra hendes skrivebord – De har den tøjstil, man kunne kalde Audrey meets boudoir.

Min egen analyse af “påklædningsmæssig habitus blandt kvinder med mellemlange uddannelser i Københavns Kommune”, fik mig til at tænke på Vladimir Nabokovs roman, Lolita, der handler om en mindreåring teenage-pige, der må leve med sin adoptivfars seksuelle overgreb, da hendes mor dør. “Underkjoler kan vi ikke lide”, siger Humbert Humbert, adoptivfaren, der  gør sit overgreb på Lolita absolut ved at forbyde hende at gå med undertøj, så hun altid er frataget sin intimsfære, sit personlige råderum.

Nabokov fortæller i forordet til min udgave af romanen, at han fandt inspiration til historien, da han læste en artikel i avisen, om et forsøg med at lære aber i zoologisk have at tegne. Efter mange forsøg var det lykkedes en dyrepasser at få en abe til at samle et stykke kridt op, hvorpå den, på et ark papir, havde tegnet tremmerne i sit eget bur. Siden lykkedes det aldrig at få aben til at tegne igen.

Relaterede indlæg:

Ja, det oplever jeg hele tiden!

Links til sygedagpengeregler, fleksjobregler og Ankestyrelsens afgørelser.

Reklamer

ADHD’eres to modes

3. august 2009

“..usikkerhed, stor generthed, føjelighed, tilbagetrukkethed, storsnudethed, praleri, uro og rastløshed, barnlig adfærd, en mangel på frygt og en tendens til at udsætte sig for farer…”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (nu forældet) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 125.)

Som ADHD’er opfører man sig enten i overensstemmelse med de fire første karakteristika – Fx hvis man er sammen med folk, der ikke er aktivt imødekommende.
I godt selskab vil det være de sidste syv, der er i spil. Jo tryggere man er, jo værre kan man rulle sig ud.

Jeg arbejder selvfølgelig hver dag, hvert øjeblik, på at finde ind i et midter-mode imellem de to yderpunkter. Desværre kan jeg overhovedet ikke mærke, hvornår jeg har sat mig i respekt uden at virke uvenlig eller egoistisk. Eller hvornår jeg har været tilpas imødekommende, uden at være servil.

Sandsynligvis vil jeg altid invitere til at folk overtræder mine grænser, hvis jeg altså ikke overtræder deres først.

Ikke fordi jeg synes, at nogen af de to muligheder er særligt tillokkende.

Gæt en kontekst

3. august 2009

“Mellem fremmede er hun genert og tilbageholdende. Hjemme indhenter hun det forsømte. Den energi hun ikke bruger på at fare omkring, den bruger hun på at snakke.
Det er ikke altid så let at følge med i omdrejningerne.
Sofia begynder oftest et sted midt i den historie hun vil fortælle, og hendes måde at angive tid og rum og medvirkende personer gør det hele til noget der nærmest minder om gættelege for viderekomne.
– Da hun så var der og sagde sådan, hvor gik de så?
Hun bliver meget forbitret hvis man ikke kan give svar på tiltale og gentager så sit spørgsmål, uændret, gang på gang, med stadig højere stemme. Jeg er tit i unåde på grund af min tungnemhed.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en tidligere brugt diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 95.)

Præcis! Det er det, min mand kalder for “Gæt en kontekst”. Og jeg bliver præcis lige så olm på ham, når han er tungnem, som Sofia bliver på sin mor. Min reaktion vil også typisk være at gentage det, jeg netop sagde, bare råbende.

Når jeg skriver en tekst, er første udkast også fuldstændig uforankret i tid, rum og persongalleri. For mig er det gode ved at skrive, at jeg kan læse kladden igennem og skrive konteksten ind, der hvor den mangler, hvis jeg vil gøre mig håb om at blive forstået.

Hukommelse og indlæring

3. august 2009

“Alle der har med MDB-børn (Minimal Brain Disorder, en (forældet) diagnose, der svarer til ADHD.) har kunnet konstatere, at deres hukommelse fungerer anderledes end andres. Det lader sig ikke gøre at huske hvad 2 gange 3 er, man må finde ud af det på ny hver gang. Og at 3 gange 2 er det samme er heller ikke selvfølgeligt. Overgangen mellem tierne er besværlig for slet ikke at tale om hvor vanskeligt det er at læse og forstå tal som 201 og 2001.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB.  Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 106.)

Selv hører jeg til de ADHD’ere, der godt kan huske, forstå og arbejde med teoretiske og boglige ting. (Det vil sige, jeg kan, hvis jeg kan få lov til at sidde og nulre det i mit eget tempo – og jeg ikke er ansvarlig for andet end at få lært det, der står i bogen.)

Alligevel passer beskrivelsen af hukommelsen, der fungerer anderledes, også godt på mig. For mig ligger problemet i det fysiske. Når jeg cykler, føles det stadig, som om jeg lige har lært det. (Og det ser også sådan ud, har børn og fulde folk betroet mig.)
Jeg snubler på trapper, jeg har gået på dagligt, de sidste ti år. Jeg husker ikke fornemmelsen af, hvordan min krops bevægelser og størrelsen af trinene kan afpasses. – Hvis fornemmelsen da nogen sinde har været der.

Og så har jeg slet ikke nævnt al den rødvin og skoldhed kaffe, jeg i tidens løb har hældt ud over festklædte bordherrer og nystivede damaskduge.

Elle est miss cathasrophe“, sagde min franske kæreste engang henrevet til værtinden, da jeg havde søbet hendes nye gulvtæppe ind i rødvin. Værtinden syntes ikke, det var spor romantisk.

“Jeg forstår det godt – jeg kan bare ikke gøre det!”

Det er utroligt, så indgroet det er hos alle mennesker, at har man problemer på arbejdsmarkedet, så er det fordi man er: dårligt formuleret, uden paratviden, ude af stand til at tænke abstrakt. Hvis det da ikke er fordi, man har nogle fysiske skavanker.

Egentlig synes jeg, jeg har brugt de første syv poster + ‘about’, her på bloggen, på at prøve at forklare, hvad det var, jeg kunne – og at komme med et diskret fingerpeg om, hvor det var, de hellere måtte dæmpe deres forventninger.

Men nej: værsgo’, her er dine tasteopgaver! Du skal gå frem i denne her rækkefølge, for at oplysningerne kommer til at ligge som de skal, i vores database, på vores server.

Nåh ja. De er enormt søde. De gør alt for, at der skal være rart at være. Og der er faktisk ikke rigtig andre, der har tid til at lave de indtastninger oveni alle deres andre opgaver.

Så jeg er villig til at forsøge:

Hvordan var det nu? Databasen skal have de nye oplysninger lagt ind, som vores kunder har sendt på mail. Udgangspunktet for hver indtastning er et sted. Ja. Jeg opretter dét her sted. Var det med dobbelt-a eller bolle-å? Tilbage og kigge på mailen. Hvad var det nu for en mail, jeg havde åbnet. Denne her? Jamen så er det jo det forkerte sted, jeg har skrevet på. Jeg tog navnet på gaden, i stedet for navnet på hotellet. Nå. Hvad hed hotellet? Lort, nu trykkede jeg….  – Hvordan åbner jeg mailprogrammet igen?  – Højreklik?  – Man kan da ikke  højreklikke på en Mac, der kun har en mus-tast! – Med ctrl, ok. Hvor sidder ctrl på sådan en fætter? Der. Mailprogram åbnet igen. Hvad var det nu for en mail, jeg var ved at kigge i? Den dér, dén kan jeg kende! OK. Nej, de oplysninger lagde jeg ind, lige før. Den er jeg færdig med. Nå. Jeg må vist hellere bare kigge i alle mails fra en ende af. De her er jeg heldigvis færdig med. Næ, hov! Denne her er jeg da kommet til at springe over. Hvor er “mark as unread” i det her mail-program?? Ikke i den her værtøjslinie. Nå, der er det! Hov, hvor blev det af? Jeg så det lige der, hvorfor kan jeg ikke se det mere? Nå, nu må jeg tilbage til den adresse, jeg var i gang med.  Jeg husker nok, hvad det var for en mail, jeg sprang over. Hvilke mails fik jeg kigget i? De her tjekkede jeg i hvert fald. Starter med at tjekke, herfra. Den her er ordnet. Men skrev jeg det husnummer på? Det kan jeg ikke tjekke op på nu. Hvis bare, jeg kunne finde “mark as unread”, kunne jeg vende tilbage til det. Men den funktion kan jeg ikke lede efter nu. Nå. Her var den mail, jeg ledte efter. Kopierer gadenavnet, sådan. Nej! Ikke gadenavnet. Det var navnet på hotellet, der skulle stå øverst. Godt. Hvad nu? Hvorfor får jeg ikke et nyt skærmbillede? Måske skulle hotellet ikke være taste ind, manuelt. Kan det hentes i en mappe? Dér ligger det. Det kommer ikke ind på skærmen. Dobbeltklik? Næ.. Højreklik, da? Hvordan var det nu, man højreklikkede på denne her Mac? Sådan, godt. Det var hotellet – så videre til næste mail. Nå, nej, gadenavnet skulle jo også med. Det skal vel stå her. Husnummeret, står det i samme box, eller i den, nedenunder?  Hvis det står i den anden box, skal postnummeret nok være her. Eller er det omvendt? Denne her? Til by eller postnummer? Sådan. Ja, det ser ud til at fungere. Hvorfor duer det nu ikke? Det her forstår jeg ikke! Hvordan gjorde jeg på den foregående? Den lukker jeg op og ser om dén plads er til husnummer, by eller postnummer. Nåh, ja! Dén box var til åbningstider. OK. Husnummer dér, postnummer dér.  Godt. Jeg går tilbage, og gør det på samme måde. Hvor er det nu? Der står igenting.. Pokkers! Glemte at gemme, før jeg forlod skærmbilledet. Nå, forfra. Hvor var mailen..? Her. Kopierer gadenavnet. NEJ! Ikke gadenavnet (hvordan kan jeg blive ved med at glemme det?) Navnet på hotellet. Sådan. Hvorfor får jeg ikke et nyt skærmbillede? Hvad sker der? Nåh, ja! Jeg skal hente hotelnavnet i en mappe i databasen. Jeg dobbeltklikker på mappeikonet og se så…. Hvad nu? Nåhr, det var et højreklik. Ctrl, hvor sidder du på det her tastatur? Godt. Her har vi mappen. Hvad var det nu, dét hotel hed? Tilbage til mailen. Bare jeg har ladet den stå åben. YES! Den er her! Neeej – glemte at gemme før jeg forlod skærmbilledet til databasen. – Om jeg er færdig?? – Det kommer an på, hvad du mener med spørgsmålet!  – Er faktisk ret træt i hovedet – kunne godt bruge noget frokost og KAFFE.  – Nej, jeg har ikke alle mails tastet ind – kommer nok til  at bruge et øjeblik på det, efter frokost…

Mens jeg sidder og ordner oplysninger, der ikke siger mig noget, og derfor er svære for mig at huske, efter et system, der ikke har nogen ‘logik’ eller ‘historie’, der gør, at dét er til at huske, sætter min hjerne ind med alle mulige stress-relaterede julenumre:

Først begynder det at blive tåget, mellem mig og skærmen. Jeg går ud og drikker et glas vand i køkkenet og fortsætter så, med sammenknebne øjne, så jeg kan se gennem tågen. Jeg arbejder et kvarter mere.

Så bliver jeg svimmel. Et øjeblik har jeg følelsen af, at jeg er Titanic og min skærm er et isbjerg, og at jeg om et øjeblik sejler ind i isen for fuld kraft. Jeg rejser mig, går hen og åbner vinduet og fylder lungerne med frisk luft. Så sætter jeg mig ned og arbejder videre.

Jeg ved, at den oplevelse, jeg har, af at gulvet gynger, ikke er reel. Det er en del af min hjerne, der diskret gør opmærksom på, at den er træt og vil hjem. Jeg er ligeglad. Faktisk ville det være en fed fornemmelse, at gøre det her færdigt!

Før jeg begyndte at få methylfenidat (det, der i daglig tale går under navnet Ritalin) havde jeg været nødt til at opgive. Allerede det, at skrive på Mac, i stedet for PC ville have forvirret mig grundigt. Skiftet mellem to programmer, mail- og database-program ville have været for overvældende. Og hvis det ikke havde væltet mig, ville jeg være løbet sur i, at der er forskel på det skærmbillede, man skal bruge, hvis man skal oprette et ‘hotel’, en ‘bed-and-breakfast’, eller en ‘feriehytte’. Det ville jeg aldrig have fundet rede i.

Dengang var jeg på kanten af panik, når jeg kunne mærke, at overblikket forsvandt. Inden jeg fik min diagnose, forstod jeg overhovedet ikke, hvad der skete, når jeg mistede overblikket, eller når stress-symptomerne dukkede op. Jeg gav mig selv skylden – jeg kunne jo bare lade være med hele tiden at tænke på noget andet, og koncentrere mig i stedet for.

Jeg blev bange, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forklare til andre, hvad der gik galt. Jeg forstod jo godt, hvad jeg skulle lave, når jeg fik det vist af andre – jeg glemte det bare, så snart jeg sad med det selv. Og jeg vidste, at ingen ville kunne forestille sig, hvordan man ‘bare kan glemme’ nogle få, simple oplysninger.

Det, jeg, udover behandlingen, synes er godt, ved at have fået denne her diagnose, er at jeg har fået løst mysteriet om, hvorfor jeg, på en gang, har utrolig let ved at forstå en instruktion – og utrolig svært ved at udføre samme instruktion.

juel_landskab_ved_oresund

Jens Juel ca. 1800, Nivaagaards Malerisamling

Lig med lidelse II

Da jeg kom til København i begyndelsen af 1990erne, for at studere, var der mange, der spurgte mig, hvorfor jeg ikke var startet på Århus Universitet, når nu, jeg kom fra Jylland.

Dem, der spurgte mig, må have tænkt: “Jyder kan godt lide Århus, fordi det ligger i Jylland.” Altså: “Århus er det naturlige sted for unge jyder at gå på universitetet.”

Men nu er det jo ikke sikkert, at man synes, at Århus er en en smuk og interessant by, bare fordi man har været landfast med den, hele sin barndom.

Det er heller ikke sikkert, man selv synes, det er vigtigt, at man er født i Jylland (eller Danmark) selvom det er rigtigt, at man er det.

På samme måde som en del mennesker tænkte, at det måtte være vigtigt for mig, at jeg kom fra Jylland, tænker del mennesker, der hører, at jeg er ADHDer, at det er meget vigtigt for mig, at jeg har lidelsen.

Det er det ikke!

(Ikke, hvis jeg kan få plads til at leve med den, i hvert fald.)

Hvorfor er min ADHD ikke vigtig for den måde, jeg ser mig selv på??

Fordi ADHD giver mig nogle særlige betingelser, eller rammer, for at være den, jeg er. Men rammer og betingelser er ikke særligt spændende i sig selv.

Det, der er spændende, er, hvad man fylder i de rammer, man har.

Og hvad ADHDere synes er spændende, er lige så forskelligt, som hvad jyder synes er spændende.

Så lad os tale om ting, der interesserer os. På det punkt er ADHDere magen til – eller lige så forskellige – som alle andre mennesker.

Når man som kollega, arbejdsgiver, pårørende eller sagsbehandler bliver prænsenteret for ADHDeres behov for hensyn på arbejdsmarkedet, vil man typisk reagere på en måde, der passer under en af de følgende syv overskrifter:

hjerneet

1. Moralisten: Du er bare doven – du skulle hellere prøve at tage dig sammen!

2. Den markedsorienterede: Hvis de syge skal have de sjove opgaver, hvordan belønner vi så de flittige?

3. Velfærdsoptimisten: Der må da være et (andet) sted, du kan gå hen og få hjælp.

4. Bureaukraten: Vi har en ny ordning på tegnebrættet. Jeg skal beklage, at du har haft en dårlig oplevelse med vores nuværende system.

5. Flipperen: Hvor er det syyynd. Tænk, at vi skal leve i et samfund, hvor der ikke er plads til en dejlig kvinde som dig. Så’n nogen alternative typer som dig, gi’r mig bare så meget energi.

6. Den alternative: Du mangler jordforbindelse. Det skyldes for mange kulhydrater og mælkeprodukter i din kost.

7. Den spirituelle: Du er indigo, en åndelig budbringer. Du er ikke kaldet til almindeligt arbejde.