Hvad er eksekutive funktioner?

De eksekutive funktioner er kernen i problemet, for en person med en opmærsomhedsforstyrrelse.

Eksekutive betyder udøvende. Eksekutive funktioner er et samlebegreb ligesom intelligens. Det skal forstås som et hierakisk samlebegreb, der bygger på en lang række mere grundlæggende funktioner.

Eksekutive funktioner består af fire trin:

1. At få en ide, altså at kunne danne indre forestillingsbilleder om noget, man gerne vil, at nå et mål.

2. At planlægge, dvs. at kunne tænke i sekvenser (først, og så til sidst), mens man fastholder opmærksomheden på målet.

3. At udføre, dvs. at gå i gang med de delhandlinger, der i den rigtige rækkefølge fører til målet – uden at lade sig aflede. Undervejs skal opmærksomheden være rettet både mod tilfredsstillelse af det konkrete behov og hensyntagen til omgivelsernes forventninger og krav.

4. At vurdere og eventuelt justere. Handlingerne skal løbende vurderes så man tager stilling til, om de fører til det ønskede mål, eller om der skal justeres undervejs.

I både praktiske, følelsesmæssige og sociale  processer stilles krav til opmærksomhed, hvad enten det handler om at fokusere, fastholde eller dele opmærksomheden, eller om at udelukke irrelevante ideer og impulser.

Er man tæt på en person med ADHD, kan man overveje, om personen har brug for ligeværdig sparring til at:

– få ideer, eller til at sortere i alt for mange ideer.

– ordne sin planlægning.

– udføre handlingerne, mens målet fastholdes.

– vurdere handlingernes målopfyldelse eller overveje mulige ændringer.

Citeret ( let forkortet og let omskrevet, med henblik på voksne) fra kapitlet: Børn med ADHD set fra en neuropsykologisk viknkel af Anne Vibeke Fleischer, s. 45. I antologien: ADHD – opmærksomhedssygdommen hos børn og voksne. Red.: Jes Gerlach, 2007. Psykiatrifonden.

Hvad en særlig tøjstil kan fortælle om en arbejdsplads

Ukendt kunstner, 1962 via cinemasterpieces

Forvaltningerne i min kommune er befolket med uskyldige og dog æggende små piger.

Forleden dag stødte jeg på socialrådgiver, der havde langt, affarvet gult hår, ligesom Barbie. Hendes forhår var klippet, som man gør med sine dukker, som lille barn: man samler det hår, der skal være kortere, i en håndfuld og klipper det i et klip. Forfra stod hendes gule hår i en vinkel på 45 grader ud fra hendes hovedbund.  Kombineret med en neongrøn t-shirt (der havde en dyb udskæring) var jeg ved at få en sanseoverbelastning, da det endnu var tidligt på dagen.

Ved tanken om børn, der klipper deres dukkers hår, gik det op for mig, at jeg havde fundet nøglen til den helt specielle tøjstil, der dyrkes blandt kvinderne i min kommune:

Socialrådgiverne klæder sig som små piger.

“Vi er uskyldige”, siger de. “Vi kender slet ikke til egoisme, angst eller luskede tricks”.

Socialrådgivernes lillepige-stil peger dels på det naivt ugegennyttige i den traditionelle kvindelige omsorgsrolle, dels på forestillingen om det uspolerede barn, der ‘kun ønsker det bedste for alle’.

Før jeg kom ind i sygedagpengesystemet i 2008, havde jeg, så vidt jeg husker, aldrig mødt en offentligt ansat socialrådgiver. Hvis jeg skulle have luftet en stereotyp forestilling om, hvordan en socialrådgiver i min kommune gik klædt, så ville jeg nok have sagt, at de vel gik klædt som syge/sundhedsplejersker, pædagoger og folkeskolelærere i kommunen gik klædt – hvis man da kunne komme med en generel beskrivelse af gruppens tøjstil, overhovedet.

Jeg er stødt på en del pædagoger, lærere og sundhedsplejersker, fordi jeg har et barn, der, dels, har gået i institution, og nu i skole, og, dels, har fået sine sundhedstjeck. De tre grupper af ‘omsorgspersoner med mellemlange uddannelser’, går klædt lidt på samme måde, alle sammen:

Praktisk, uprætentiøst, velegnet til at bevæge sig i, godt til al slags vejr, let at vaske efter aktiv brug. Skal man kaste sig ud i en lommesociologisk analyse af den måde at klæde sig på, kan man sige, at den signalerer noget om bærerens identitet som kvinde og professionel: (Majoriteten i den jobtype er kvinder.) Det vigtige, for den kvindetype og den jobidentitet, er, at man er både selvstændig, ansvarlig og engageret. Man bruger sine sanser og fysiske og psykiske nærvær til at udføre sit job – og til at være kvinde.

Umiddelbart ville jeg have troet, at ovenstående kvindelighed og arbejdsidentitet også var afspejlet i kommunalt ansatte sagsbehandlere/socialrådgiveres påklædning.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg mødte op i sygedagpengesystemet. Min sagsbehandler var en kvinde, mellem 45 og 55. Det havde jeg vel også forestillet mig.

Hun havde en sporty korthårsfrisure med noget permanent og auberginefarvet skyllefarve i toppen. Hendes overdele var som oftest godt udringede, med et kig til kavalergangen og med flæser i udskæringen. Til det, en lårkort nederdel, gerne med nogle læg, og leggins – alternativt: capribukser. På fødderne havde hun flade ballerinasko med blomster, spænder eller sløjfer på. Modsat den typiske lærer/pædagog/sundhedsplejerske bar hun masser af smykker: tynde kæder om håndleddet med påsatte charms, øreringe i flere led og et vedhæng i kavalergangen.

Jeg må indrømme, at jeg smilede ad denne blanding af Audrey Hepburn og bordelmutter, da jeg hilste på min sagsbehandler første gang. Men jeg tænkte, at det nok bare var hendes personlige stil – ikke en trend i faget.

Lærer/pædagog/sundhedsplejerskernes påklædning sender et signal om, at de ‘vil det bedste for alle’ OG at de i deres sansende nærvær har et redskab til handling, som er i brug. Der er en tillid til faglighed og personlige ressourcer.

Socialrådgivernes påklædning signalerer passiv uskyld – Man forventer da ikke af en lille pige, at hun ved egen kraft skal tage et professionelt ansvar for andre??

Og kavalergangene?

“Vi er tingsliggjorte”, vi er objekter, frarøvet vores selvstændighed, siger kavalergangene. Underkastelse er vores overlevelsesstrategi. “Jeg gør hvad som helst, du beder mig om,” siger kavalergangen til den overordnede – og til borgeren: “spørg ikke efter min saglighed – jeg prioriterer den ikke”.

Min økonomiske situation, min arbejdsprøvning og ventetiden på at få at vide, om jeg kan indstilles til fleksjob/pension har taget hårdt på mig. Jeg havde et decideret sammenbrud i forsommeren.

Så siden har jeg talt mange flere offentligt ansatte sagsbehandlere. Og de har alle sammen hår, der har været gennem overvældende mange frisør-sessions. De viser alle sammen barm, indrammet i flæser. Og de har armlænker med charms og små ballerinasko i douche farver.

Eller rettere, langt de fleste af dem, der er bange, har. Det er dresscoden for de pressede, dem, der ikke tør prioritere, eller træffe en beslutning på egen hånd – dem, der bare håber, at hvis de trækker tiden ud, så forsvinder borgeren, med alle sine behov, væk fra hendes skrivebord – De har den tøjstil, man kunne kalde Audrey meets boudoir.

Min egen analyse af “påklædningsmæssig habitus blandt kvinder med mellemlange uddannelser i Københavns Kommune”, fik mig til at tænke på Vladimir Nabokovs roman, Lolita, der handler om en mindreåring teenage-pige, der må leve med sin adoptivfars seksuelle overgreb, da hendes mor dør. “Underkjoler kan vi ikke lide”, siger Humbert Humbert, adoptivfaren, der  gør sit overgreb på Lolita absolut ved at forbyde hende at gå med undertøj, så hun altid er frataget sin intimsfære, sit personlige råderum.

Nabokov fortæller i forordet til min udgave af romanen, at han fandt inspiration til historien, da han læste en artikel i avisen, om et forsøg med at lære aber i zoologisk have at tegne. Efter mange forsøg var det lykkedes en dyrepasser at få en abe til at samle et stykke kridt op, hvorpå den, på et ark papir, havde tegnet tremmerne i sit eget bur. Siden lykkedes det aldrig at få aben til at tegne igen.

Relaterede indlæg:

Ja, det oplever jeg hele tiden!

Links til sygedagpengeregler, fleksjobregler og Ankestyrelsens afgørelser.

ADHD og DNS

Spændingshovedpine, muskelsmerter, diarre og kronisk træthed har heddet forskellige ting på forskellige tidspunkter i historien. Hvordan symptomerne præcist opstår, kan man stadig ikke forklare. (Men det betyder jo ikke, at folk ikke lider under dem.)

“De nye sygdomme” dækker i følge en tværfaglig gruppe af forskere over forskellige syndromer:

“Reumatologien har fibromyalgi, infektionsmedicinere det kroniske træthedssyndrom, neurologien spændingshovedpine, gastroenterologer nervøs tyktarm osv.” forklarer arbejdsgruppen i indledningen (side 9), og siger videre:

“Der er ingen fælles biologisk forklaringer på DNS, men måske er der en sammenhæng mellem kronisk stress og neurohormonale mekanismer. Som det fremgår af denne bog…ses med tydelighed sygdomspanoramaernes og sygdomsformernes historiske afhængighed.” (side 10.)

AD(H)D nævnes ikke, selvom overvældende træthed hører med til billedet, for en del af spektret, og stress er en helt grundlæggende faktor.

Jeg tror, at ADD ret nemt kunne forveksles med en af de ovenstående sygdomme.

Fra: De nye sygdomme – en debatbog. Udgivet af Den almindelige danske lægeforening i 2000.

At se almindelig ud og alligevel være handicappet.

“En otte-ni-årig der ser helt almindelig ud men som stortuder og nægter at sidde på en bestemt plads i en bus bliver ikke populær mellem de øvrige passagerer. Det er forståeligt at ekspedienten i skotøjsforretningen lidt efter lidt bliver træt af den kunde der aldrig kan finde ud af om skoene klemmer tæerne eller ikke. At gæster i huset der venligt har brugt et kvarter til at høre på en detaljeret historie uden hoved eller hale eller ret meget krop synes at emnet kunne skiftes ud er heller ikke mærkeligt.”

“Sofias egen bog“, 1982, side 120. Den finske forfatter, Märta Tikkanen, fortæller om sit fjerde barn, der har MDB eller ADHD. Forlaget Rosinante. På biblioteket står bogen i fagbogsafdelingen under nummer 61.641.

Det, man oplever, når man har et usynligt handicap, er, at folk dømmer en moralsk. Man ser ud som om man kan, hvad flertallet kan. Og når man ikke gør det, der forventes af såkaldte almindelige mennesker, så  tror folk, at det er med vilje eller bevidst at man gjorde noget helt andet. Folk reagerer ved at blive irriterede, sårede og fornærmede. “Man skal da…” – “Man plejer jo at…” får man  at vide, og det er meget svært at forklare sig.

Når man træder ved siden af, er det sjældent, at folk forstår, at man har brug for hjælp, hvis man skal løse opgaven efter mainstream-metoden – tværtimod, de forestiller sig, at det, der kan få en på plads i geleddet er socialt pres. Man fortæller mig det åbenlyse: “Sådan gør vi ikke her”. – I stedet for at støtte mig i at gøre det, jeg forventes at gøre, men ikke har redskaber til.

Det er som om, at det, at man gør sig umage, at det for det meste lykkes en at tilpasse sig, overhovedet ikke fortjener at blive værdsat af andre mennesker. Jo bedre man er til at tilpasse sig, i jo højere grad vil folk forvente, at man altid tilpasser sig. De 90% af tiden, hvor det lykkes en at falde i med tapetet, giver omgivelserne ret til at fordømme en de 10% af tiden, hvor man træder ved siden af.

I det sociale system er det den måde, man i praksis forholder sig til mig.

ADHD’eres to modes

“..usikkerhed, stor generthed, føjelighed, tilbagetrukkethed, storsnudethed, praleri, uro og rastløshed, barnlig adfærd, en mangel på frygt og en tendens til at udsætte sig for farer…”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (nu forældet) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 125.)

Som ADHD’er opfører man sig enten i overensstemmelse med de fire første karakteristika – Fx hvis man er sammen med folk, der ikke er aktivt imødekommende.
I godt selskab vil det være de sidste syv, der er i spil. Jo tryggere man er, jo værre kan man rulle sig ud.

Jeg arbejder selvfølgelig hver dag, hvert øjeblik, på at finde ind i et midter-mode imellem de to yderpunkter. Desværre kan jeg overhovedet ikke mærke, hvornår jeg har sat mig i respekt uden at virke uvenlig eller egoistisk. Eller hvornår jeg har været tilpas imødekommende, uden at være servil.

Sandsynligvis vil jeg altid invitere til at folk overtræder mine grænser, hvis jeg altså ikke overtræder deres først.

Ikke fordi jeg synes, at nogen af de to muligheder er særligt tillokkende.

Gæt en kontekst

“Mellem fremmede er hun genert og tilbageholdende. Hjemme indhenter hun det forsømte. Den energi hun ikke bruger på at fare omkring, den bruger hun på at snakke.
Det er ikke altid så let at følge med i omdrejningerne.
Sofia begynder oftest et sted midt i den historie hun vil fortælle, og hendes måde at angive tid og rum og medvirkende personer gør det hele til noget der nærmest minder om gættelege for viderekomne.
– Da hun så var der og sagde sådan, hvor gik de så?
Hun bliver meget forbitret hvis man ikke kan give svar på tiltale og gentager så sit spørgsmål, uændret, gang på gang, med stadig højere stemme. Jeg er tit i unåde på grund af min tungnemhed.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en tidligere brugt diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 95.)

Præcis! Det er det, min mand kalder for “Gæt en kontekst”. Og jeg bliver præcis lige så olm på ham, når han er tungnem, som Sofia bliver på sin mor. Min reaktion vil også typisk være at gentage det, jeg netop sagde, bare råbende.

Når jeg skriver en tekst, er første udkast også fuldstændig uforankret i tid, rum og persongalleri. For mig er det gode ved at skrive, at jeg kan læse kladden igennem og skrive konteksten ind, der hvor den mangler, hvis jeg vil gøre mig håb om at blive forstået.

Ja, det oplever jeg hele tiden!

“Som så ofte før når det drejer sig om handicappede er det ikke først og fremmest ressourcer der mangler. Men der er brug for energi til at prøve nye løsninger, mod til at forsøge sig frem. Og frem for alt fantasi.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en (tidligere brugt) diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 111.)

Ja, i velfærdssystemet virker ‘medarbejderen på gulvet’ først og fremmest drevet af angst for at ‘gøre noget forkert’.
Interessant nok er der stor forskel på, om man henvender sig i en del af systemet, hvor pengene er knappe, eller man taler med en person, der faktisk har bevillinger, han eller hun kan trække på.
Angst og forvirring præger medarbejderne i de ressource/pengesvage dele af min kommune (fx. sygedagpenge og dem, der skal tage sig af syge eller handicappede voksne.)

Når det drejer sig om hjælp til at tage sig ansvarligt af sine børn, er der flere midler og rolige, velovervejede medarbejdere.

Jeg gad vide, om det er fordi de kompetente medarbejdere søger der hen, hvor det faktisk er muligt at gøre noget for borgerne. Eller om medarbejderne i alle afdelinger er ca. lige dygtige, og det bare handler om, at mere tid og flere handlemuligheder, i forhold til den enkelte borger, også giver mere overskud til at gøre sit arbejde godt?

Hukommelse og indlæring

“Alle der har med MDB-børn (Minimal Brain Disorder, en (forældet) diagnose, der svarer til ADHD.) har kunnet konstatere, at deres hukommelse fungerer anderledes end andres. Det lader sig ikke gøre at huske hvad 2 gange 3 er, man må finde ud af det på ny hver gang. Og at 3 gange 2 er det samme er heller ikke selvfølgeligt. Overgangen mellem tierne er besværlig for slet ikke at tale om hvor vanskeligt det er at læse og forstå tal som 201 og 2001.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB.  Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 106.)

Selv hører jeg til de ADHD’ere, der godt kan huske, forstå og arbejde med teoretiske og boglige ting. (Det vil sige, jeg kan, hvis jeg kan få lov til at sidde og nulre det i mit eget tempo – og jeg ikke er ansvarlig for andet end at få lært det, der står i bogen.)

Alligevel passer beskrivelsen af hukommelsen, der fungerer anderledes, også godt på mig. For mig ligger problemet i det fysiske. Når jeg cykler, føles det stadig, som om jeg lige har lært det. (Og det ser også sådan ud, har børn og fulde folk betroet mig.)
Jeg snubler på trapper, jeg har gået på dagligt, de sidste ti år. Jeg husker ikke fornemmelsen af, hvordan min krops bevægelser og størrelsen af trinene kan afpasses. – Hvis fornemmelsen da nogen sinde har været der.

Og så har jeg slet ikke nævnt al den rødvin og skoldhed kaffe, jeg i tidens løb har hældt ud over festklædte bordherrer og nystivede damaskduge.

“Elle est miss cathasrophe“, sagde min franske kæreste engang henrevet til værtinden, da jeg havde søbet hendes nye gulvtæppe ind i rødvin. Værtinden syntes ikke, det var spor romantisk.

Derfor tager alting så lang tid

Adria Sartore, 2009, via Phantasmaphile.

“Det lader sig ikke gøre at tage tøj på mens man drømmer. Ikke at spise mens man lytter til hvad en anden siger. Eller selv siger noget. Ikke at svare mens man tager støvlerne på eller tænke på hvad for en bog der skal med mens marsvinet får sit morgenknus. For Sofia er det utænkeligt at gøre to ting på en gang. Så går den ene handling uhjælpeligt i stå.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en tidligere brugt diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat side 100 – 101.)

Ja. Selvom jeg for længst er blevet voksen, har jeg det stadig sådan.

Sanseoverfølsomhed

“Det er ikke let at indleve sig i hvordan omverdenen tager sig ud for den der har forstyrrelser i det centrale nervesystems funktioner. Sanseindtrykkene trænger sig på som en uordnet masse, kaotisk og intensiv og anmassende og vanskeligt sorteret. Det lader sig måske ikke gøre at skille regelmæssigeheder eller strukturer ud eller fortolke det man ser og at reagere som vi andre synes man burde. Det vi opfatter som biting, svage lyde langt borte eller dufte der næsten ikke kan opfattes, bliver påtrængende virkelighed for den der har en lav pirringstærskel. Så kaster farverne sig over en, skærende og råbende og umulige at komme af med. Man må værge for sig, afskærme sig så godt det er muligt.”

Den finske forfatter Märta Tikkanen i sin bog om sin datter, der har MDB (Minimal Brain Disorder, en tidligere brugt diagnose, der svarer til ADHD.) Bogen hedder: Sofias egen bog, forlaget Rosinante, 1982. På biblioteket står bogen i afdelingen for fagbøger, under 61.614. (Citat fra side 123.)